selvbevidst stupiditet
3.0
Sporadisk morsom, men moderat underholdende komedie, der markerer sig som endnu et værk i den nærmest legendariske komiker Will Ferrells nicheprægede karriere, hvor konceptet er det samme (småtbegavede egomanikarakterer), men omgivelserne forskellige. Ferrell har atter allieret sig med instruktøren Adam McKay, hvor disse to også stod bag det overvurderede kæmpehit Anchorman. Med Talladega Nights – The Ballad of Ricky Bobby har de hævet kvalitetsniveauet betydeligt, men komisk nytænkning er der ikke meget af, og jeg kan ikke undsige mig at køre lidt træt i den absurde og selvglædende humor, som det famøse Frat Pack med så stor succes har leveret de sidste mange år.
Historien i Talladega Nights er (naturligvis) bundforudsigelig og papirtynd, og seværdigheden findes i stedet i den skæve og excentriske humor, perfekt leveret af de improviserende implicerede. Ferrell kender sin karakter indefra og ud, men selvom han da er stabilt charmerende, så hentes der langt større fornøjelse hos de brede sidekarakterer– og historier, hvor den normalvis seriøse John C. Reilly udfolder sit komiske talent og blankt overskygger hovedrolleindehaveren. Figurerne er i denne omgang ikke nær så veldefinerede som tidligere, og den langstrakte situationskomik fylder ligeledes uforbeholden meget i denne overlange film. Man glæder sig dog grænseløst over Sascha Baron Cohen som fransk og superior racerkører, der tilfældigvis også er homoseksuel, hvilket de snæversynede sportsudøver finder dybt anstødeligt og et uvelkommen sideprodukt til deres potenssvingende sport. Talladega Nights har momenter af denne spydige sarkasme (bedst i slutningen, hvor det sejrende fjols Ferrell kysser Cohen, der kvitterer med ´you taste like America´), og så er McKays ironiske distance til de opulente amerikanske klichéer og virkemidler ganske herlig. Desværre er der for langt mellem de store grin, og når instruktøren forsøger sig med en reel historiefortælling, falder det helt til jorden. De fornøjelige skuespillere og den overraskende flotte visuelle side hiver dog filmen op på de tre stjerner.
Historien i Talladega Nights er (naturligvis) bundforudsigelig og papirtynd, og seværdigheden findes i stedet i den skæve og excentriske humor, perfekt leveret af de improviserende implicerede. Ferrell kender sin karakter indefra og ud, men selvom han da er stabilt charmerende, så hentes der langt større fornøjelse hos de brede sidekarakterer– og historier, hvor den normalvis seriøse John C. Reilly udfolder sit komiske talent og blankt overskygger hovedrolleindehaveren. Figurerne er i denne omgang ikke nær så veldefinerede som tidligere, og den langstrakte situationskomik fylder ligeledes uforbeholden meget i denne overlange film. Man glæder sig dog grænseløst over Sascha Baron Cohen som fransk og superior racerkører, der tilfældigvis også er homoseksuel, hvilket de snæversynede sportsudøver finder dybt anstødeligt og et uvelkommen sideprodukt til deres potenssvingende sport. Talladega Nights har momenter af denne spydige sarkasme (bedst i slutningen, hvor det sejrende fjols Ferrell kysser Cohen, der kvitterer med ´you taste like America´), og så er McKays ironiske distance til de opulente amerikanske klichéer og virkemidler ganske herlig. Desværre er der for langt mellem de store grin, og når instruktøren forsøger sig med en reel historiefortælling, falder det helt til jorden. De fornøjelige skuespillere og den overraskende flotte visuelle side hiver dog filmen op på de tre stjerner.
16/06-2007
