Velfungerende dystopi

5.0
Rigtig god nærfremtids-thriller. "Children of Men" er en flot og meget overbevisende dystopi, som har en hel del holdninger til, hvor verden af i dag er på vej hen - og det er ikke noget rart sted. Historien udspiller sig i et kaotisk London, der som resten af verden er præget af, at mennesket har mistet evnen til at formere sig. Hovedpersonen er også endt i ren kynisme, men det ændrer sig, da han bliver kontaktet af sin eks-kæreste, der har brug for hans hjælp i en sag, der viser, at der måske stadig er håb.

"Children of Men" er en virkelig velskrevet historie med mange dimensioner i det medrivende manuskript. Selve grebet med, at der ikke er blevet født børn i mange år, er fantastisk godt tænkt. Derudover giver den nogle grimme forudsigelser om en verden, hvor miljøet er brudt sammen, og englænderne er endt i en slags fascisme, hvor udlændinge og anderledes tænkende bliver interneret i lejre.

Alfonso Cuarón har også skruet den godt sammen - "Children of Men" er ikke mindst utroligt flot fotograferet i en konsekvent dyster stil, hvor jeg også blev imponeret af nogle fantastiske lange enkelt-takes, bl.a. i actionscenerne. Det er en film, der tager sig god tid til at etablere sin stemning, men til gengæld også slår hårdt i sidste halvdel.

Clive Owen er fed som desillusioneret machomand i hovedrollen, og både Julianne Moore og Michael Caine er rigtig gode i mindre roller. I det hele taget er det en virkelig velfungerende film, som behandler nogle alt for relevante temaer.

Den er baseret på en roman af P.D. James. Jeg vidste ikke, at Inspektør Dalglieshs mor kunne finde på at skrive sådan noget.
Children of Men