byt til nyt
3.0
Den celebrerede, men lidet produktive instruktør George A. Romero fortsætter sin makabre odysse udi pessimistisk nihilisme og menneskelig imperfektion, indrammet i zombiegenrens splatterfyldte visualiseringer. Med Land of the Dead har Romero begået sin fjerde film i hans opsigtsvækkende zombie-serie (der består af kontinuitetsmæssigt debutfilmen Night of the Living Dead, Dawn of the Dead og Day of the Dead, hvor alle tre film betegnes som klassikere indenfor gysergenren), men Land of the Dead er desværre et ganske forsinket og udkogt produkt, hvor intelligensniveauet er hævet betydeligt over sjælefæller som eksempelvis Resident Evil-filmene, men Romeros selvmoderniserede indsats er langtfra helstøbt, og filmen er ultimativt en noget ligegyldig og umindeværdig sag.
Land of the Dead indledes i bedste retro-stil, hvor den formelle introduktion til gengæld er kortvarig og karakterskildringen mangelfuld. Den kedsommelige Simon Baker indtager hovedrollen som vores realitetsseende helt, der hurtig har anerkendt indifferencen i det civiliserede samfunds etablering når denne må stå ansigt til ansigt med en kraftfuldere modpart, i dette tilfælde de levende døde, der langsomt erhverver sig menneskelige egenskaber og bevæger sig derved mere væk fra det dyriske. Romero har en glimrende indskydelse omkring darwinisme, der i dette tilfælde leveres med to modpolariseringer, hvor zombiernes eskalerende intelligens kontraster menneskets narcissistiske opførsel når det omhandler overlevelse (indikeret gennem herlige John Leguizamos oversmarte karakter). Desværre vægter Romero mere et laverestående og konventionelt subplot om tilbageerobringen af en kampvogn over zombiernes angreb på mennesket og vice verca, hvilket fratager Land of the Dead sin kritiske kant (der ligeledes omhandler et sandhedsfraskubbende diktatorisk styre i et socialklasseinddelt samfund), og nedsænker filmen på et mere ordinært underholdfilmisk plan, der kun er fragmentarisk fængende.
Romero er naturligvis stilsikker i den genre, som han nærmest egenrådigt fundamenterede, og han fylder da også filmen med actionmættede kampsekvenser og en stor del eksplicit splatterorgie, hvor blodet og indvoldene flyder på voldsom vis, uden at det dog nogensinde bliver den mindste form for uhyggeligt. Land of the Dead er kompromisløs underholdning med en smule på hjertet, men samfundskritikken er hverken særlig observerende eller imperiøs, og man mister hurtigt indlevelsesengagementet i de noget ensformige zombie-scenariums. Romero har ikke fejlet, men han har så sandelig heller ikke budt på noget hverken nyt eller interessant. Jeg håber, at han hæver standarden med den allerede færdigindspillede femte film i serien.
Land of the Dead indledes i bedste retro-stil, hvor den formelle introduktion til gengæld er kortvarig og karakterskildringen mangelfuld. Den kedsommelige Simon Baker indtager hovedrollen som vores realitetsseende helt, der hurtig har anerkendt indifferencen i det civiliserede samfunds etablering når denne må stå ansigt til ansigt med en kraftfuldere modpart, i dette tilfælde de levende døde, der langsomt erhverver sig menneskelige egenskaber og bevæger sig derved mere væk fra det dyriske. Romero har en glimrende indskydelse omkring darwinisme, der i dette tilfælde leveres med to modpolariseringer, hvor zombiernes eskalerende intelligens kontraster menneskets narcissistiske opførsel når det omhandler overlevelse (indikeret gennem herlige John Leguizamos oversmarte karakter). Desværre vægter Romero mere et laverestående og konventionelt subplot om tilbageerobringen af en kampvogn over zombiernes angreb på mennesket og vice verca, hvilket fratager Land of the Dead sin kritiske kant (der ligeledes omhandler et sandhedsfraskubbende diktatorisk styre i et socialklasseinddelt samfund), og nedsænker filmen på et mere ordinært underholdfilmisk plan, der kun er fragmentarisk fængende.
Romero er naturligvis stilsikker i den genre, som han nærmest egenrådigt fundamenterede, og han fylder da også filmen med actionmættede kampsekvenser og en stor del eksplicit splatterorgie, hvor blodet og indvoldene flyder på voldsom vis, uden at det dog nogensinde bliver den mindste form for uhyggeligt. Land of the Dead er kompromisløs underholdning med en smule på hjertet, men samfundskritikken er hverken særlig observerende eller imperiøs, og man mister hurtigt indlevelsesengagementet i de noget ensformige zombie-scenariums. Romero har ikke fejlet, men han har så sandelig heller ikke budt på noget hverken nyt eller interessant. Jeg håber, at han hæver standarden med den allerede færdigindspillede femte film i serien.
17/06-2007
