"Ulla Harms er ikke et menneske"

Alt er normalt i den gennemsnitlige folkeskoleklasse 6.b. De svage mobbes, mobiltelefoner er ”in” og ”vikar” er et forgyldt begreb; lige indtil den middelmådige teenageklasses klasselærer meldes syg, og eleverne stifter bekendtskab med en langt mindre sympatisk vikar. Hun læner sig ikke bare tilbage og tillader ungerne at begive sig ud i ”moderne” udfoldelse med ”gameboys” og ”discmans” som hovedobjekter. Den ny lærer tager derimod langt strengere midler i brug i hendes forhåbentlige omvending af de middelmådige snotunger, og hun skiller sig hurtigt ud fra den vanlige mængde af lærere. Faktisk så meget at hun efter en fyldig række af surrealistiske optrædener stemples som ”alien” af den tilsyneladende lidt for fantasirige klasse, hvis elever videregiver deres oplevelser til de mildt sagt mistroiske forældre, der ligesom skolebestyrelsen selvsikkert påpeger overfor børnene at fantasirigdom kan tage overhånd. Men hvad nu hvis ungdommens minoritet for en gangs skyld talte sandt?

Ole Bornedal (”Nattevagten”) tager udgangspunkt netop her, i den omfattende mistillid fra det voksne til det barnlige individ. Nok er problemstillingen karikeret på alle leder og kanter og nok udpensles den igennem en række uvirkelige fiktionselementer, men det ændrer intet ved at Bornedals løftede pegefinger til de ”høresvage” forældre er så skarp og aktuel, at det, trods emnets umiddelbare uvigtighed, lyser stærkt igennem i en lang række af filmens sprudlende scener. Og det er utvivlsomt et emne, der passer fint ind i det befriende univers, hvor vi netop oplever verden fra ungdommens perspektiv. Et univers, der er så befriende uhæmmet og så grænseløst originalt, at man sagtens kan karakterisere det som et overordentligt friskt pust i dansk film. Bornedals fantasifulde verden og dens budskaber er nemlig langtfra set før og vil næppe ses igen, hvilket er en påstand man sjældent kan berige en dansk film med.

Desværre løber der også en del risici med i jagten efter den forfriskende originalitet, og ”Vikaren” rammes da også til tider negativt af disse. Det sker eksempelvis at de friske kommentarer og billeder grænser til det latterligt ligegyldige a la den ubeskriveligt øretæveindbydende ”Krumme”-serie (eller hvad den nu kaldes), der efter min bedste overbevisning burde være strengt forbudt for filmisk kvalitetsbevidste sjæle. Nogle af de kiksede øjeblikke har selvfølgelig til formål at få den yngste aldersgruppe med på vognen, og det er såmænd også sympatisk nok. Problemet er bare at momenterne ikke passer ind i resten af filmen, der langt hen ad vejen kan karakteriseres som en ganske dyster affære, trods den satiriske skildring af folkeskolen og en soleklar henvendelse til alderspræsidenterne af den yngre generation. Appellationen til de ”voksne” børn er dog begribeligt ikke ensbetydende med en appellation til de aller mindste, hvilket ”Vikaren” ikke synes at have et synderligt godt begreb om.

Når det så er sagt udgør de små-latterlige sekvenser minoriteten og indskyder derfor kun sjældent deres evidente inkompetence i den ellers fremragende forestilling. For langt den største del af ”Vikaren” er en ren og skær filmisk fryd for den betagede seer. Alt fra Bornedals uhyggeligt virtuose instruktion og billedmageri fyldt med diverse bemærkelsesværdige supereffekter til skuespillets talrige nuancer, stærk anført af det velspillende børneensemble og en fra top til tå fantastisk Paprika Steen i rollen som hemmelighedsfuld alien, er ustyrligt originalt og forfriskende. Det er ganske vist besynderligt med frygtindgydende aliens i rammende fåreklæder og falske undervisningsministre som ondskabens tjenere, men det er samtidigt en så uhæmmet indsprøjtning fornyelse til dansk film, at man ikke kan lade være med at nyde ”Vikaren” for netop det, den er. Nyskabende, mærkelig, underholdende og usvigeligt tæt på den femte stjerne, den så kraftigt læner sig op ad.