På dybt vand
4.0
Lidt over en time inde i dramaet ”Mean Creek” føler man at have været vidne til en af de bedste ungdomsskildringer i umindelige tider. Man føler at have overværet et uhyre præcist portræt af barndommen der mister sin uskyld på chokerende rekordtid. Og det er bestemt også i denne times tid at ”Mean Creek” er et yderst levende og intenst stykke filmhåndværk, der perfekt formår at disponerer sine pointer med omhu og på en både enkel og klar måde.
Inden filmen når sin sidste halve time, har den fortalt en yderst velkomponeret og nervefuld historie om konsekvenser der rammer børn, men som er uendelig langt fra børnehøjden. Om en flok drenge, der sammen beslutter sig for at give skolens bølle, den overvægtige og temperamentsfulde George, en lærerstreg han sent vil glemme. Men ”Mean Creek” gør mere end blot at give os et udspekuleret hævnudspil og fastslå mobningen som noget lort. Filmens instruktørdebutant, Jacob Aaron Estes, har udført et gennemført stykke arbejde i at skabe troværdige filmkarakterer ved hjælp af sine skuespillere, der i overbevisende grad fremstår som komplekse teenagemennesker. Og det er især her, man imponeres.
”Mean Creek” optegner på meget kort tid en lille kollage af hver især velfungerende personbilleder, men i front står utvivlsomt sværvægteren George, den socialt underudviklede hidsigprop. George er simpelthen en af de mest livagtige børnekarakterer jeg mindes at have set på film. Fremragende skuespil og konstant velramte og nuancerende karaktertræk efterlader et stærkt indtryk af denne dreng, der i desperation formulerer sig gennem grimt sprog, hjemmevideo og sine bare næver i manglen på bedre alternativer. Spændingen ligger hele tiden på lur i hans nærvær, fordi man som tilskuer har svært ved at klargøre sine følelser for Georges lettere afstumpede attitude og specielt denne facet i ”Mean Creek” må siges virkelig at ramme hovedet på sømmet.
Som filmen når sit klimaks denne times tid inde, daler fortællingens kvalitet dog en del. Efterspillet virker grundlæggende ikke særlig væsentligt for hverken historien eller menneskene i den, og Jacob Aaron Estes synes i dette vendepunkt også at puste ud en smule og løsne op i sin stramme opsætning. ”Mean Creek” der i forvejen vækker minder om John Boormans ”Deliverance” udvikler sig endda helt identisk med denne lille mesterlige klassiker og forfalder næsten, men også kun næsten, til én, publikumsvenlig kliche. Et slutbillede af børnene med en tåre trillende ned ad kinden havde været nok - og oven i købet et noget nær upåklageligt punktum at sætte på en tragisk skæbnefortælling.
Slutteligt svigter overblikket altså, men samlet set er ”Mean Creek” en hæderlig opsang til ungdomsfilmen anno det 21. århundrede og et anderledes spændende bekendtskab - hvis ikke i mere så i hvert fald i en god times tid.
Inden filmen når sin sidste halve time, har den fortalt en yderst velkomponeret og nervefuld historie om konsekvenser der rammer børn, men som er uendelig langt fra børnehøjden. Om en flok drenge, der sammen beslutter sig for at give skolens bølle, den overvægtige og temperamentsfulde George, en lærerstreg han sent vil glemme. Men ”Mean Creek” gør mere end blot at give os et udspekuleret hævnudspil og fastslå mobningen som noget lort. Filmens instruktørdebutant, Jacob Aaron Estes, har udført et gennemført stykke arbejde i at skabe troværdige filmkarakterer ved hjælp af sine skuespillere, der i overbevisende grad fremstår som komplekse teenagemennesker. Og det er især her, man imponeres.
”Mean Creek” optegner på meget kort tid en lille kollage af hver især velfungerende personbilleder, men i front står utvivlsomt sværvægteren George, den socialt underudviklede hidsigprop. George er simpelthen en af de mest livagtige børnekarakterer jeg mindes at have set på film. Fremragende skuespil og konstant velramte og nuancerende karaktertræk efterlader et stærkt indtryk af denne dreng, der i desperation formulerer sig gennem grimt sprog, hjemmevideo og sine bare næver i manglen på bedre alternativer. Spændingen ligger hele tiden på lur i hans nærvær, fordi man som tilskuer har svært ved at klargøre sine følelser for Georges lettere afstumpede attitude og specielt denne facet i ”Mean Creek” må siges virkelig at ramme hovedet på sømmet.
Som filmen når sit klimaks denne times tid inde, daler fortællingens kvalitet dog en del. Efterspillet virker grundlæggende ikke særlig væsentligt for hverken historien eller menneskene i den, og Jacob Aaron Estes synes i dette vendepunkt også at puste ud en smule og løsne op i sin stramme opsætning. ”Mean Creek” der i forvejen vækker minder om John Boormans ”Deliverance” udvikler sig endda helt identisk med denne lille mesterlige klassiker og forfalder næsten, men også kun næsten, til én, publikumsvenlig kliche. Et slutbillede af børnene med en tåre trillende ned ad kinden havde været nok - og oven i købet et noget nær upåklageligt punktum at sætte på en tragisk skæbnefortælling.
Slutteligt svigter overblikket altså, men samlet set er ”Mean Creek” en hæderlig opsang til ungdomsfilmen anno det 21. århundrede og et anderledes spændende bekendtskab - hvis ikke i mere så i hvert fald i en god times tid.
19/06-2007
