Stupiditetens legeplads
1.0
”Kung Pow: Enter the Fist” ligger ud med en forfærdelig scene, hvor en lille (tilsyneladende) harmløs baby fredfyldt ligger i køjen og bobler. Dens søvn afbrydes dog, da en flok afskyeligt udseende, midaldrende mænd tramper ind i husets døråbning og gør kort proces mod babyens mor og far, der i slow-motion forlader planeten. Tilbage er derfor kun babyen, der på forbløffende vis afværger de talrige angrebsaktioner fra de to behårede mænd. Derfor brænder lederen af de to i frustrationens navn den lille hytte af og tilbagelader babyen, der frembringer det nok mest irriterende skrigeri i filmens historie, dramatisk trillende ned af et stejlt og takket bjerg.
Herfra startskuddet og grundlaget til en mildt sagt forfærdelig fadæse, hvor stupiditetens maksimale karakter mindst forøges med det dobbelte. Nok er der en vis minoritet af blandt andet den humorfordrejede teenageverden, der vil bryde sig om det rablende vanvittige univers og den uoriginale ”The Chosen One”-historie, forværret af et fyldigt stænk primitivitet, men det kræver, at man er til afstumpet, utøjlet orientalsk skodhumor. Det sjoveste i filmen er faktisk den bevidst elendige, engelske synkronisering og dens hysteriske utimethed, men selv ikke den kan holde kadencen gennem 77 uminutiøse rædselsminutter, der konstant forværres.
Jeg skal ikke kunne udelukke at mange vil finde ”Kung Pow: Enter the Fist” ganske fornøjelig og befriende frisk i sit udtryk. Men hvis man tager udgangspunkt i devisen ”det er ikke nok at være dårlig”, er filmen en sikker topkandidat til det mere eller mindre ærefulde prædikat som filmverdenens mest useriøse produkt. Personligt falder jeg i hvert fald ikke for halvhjernede dueller med græssende køer og pludrende tegneserieformede ansigter på spidsen af tunger, og derfor må hammeren altså falde tungt over denne gennemkiksede kampsportskatastrofe.
Herfra startskuddet og grundlaget til en mildt sagt forfærdelig fadæse, hvor stupiditetens maksimale karakter mindst forøges med det dobbelte. Nok er der en vis minoritet af blandt andet den humorfordrejede teenageverden, der vil bryde sig om det rablende vanvittige univers og den uoriginale ”The Chosen One”-historie, forværret af et fyldigt stænk primitivitet, men det kræver, at man er til afstumpet, utøjlet orientalsk skodhumor. Det sjoveste i filmen er faktisk den bevidst elendige, engelske synkronisering og dens hysteriske utimethed, men selv ikke den kan holde kadencen gennem 77 uminutiøse rædselsminutter, der konstant forværres.
Jeg skal ikke kunne udelukke at mange vil finde ”Kung Pow: Enter the Fist” ganske fornøjelig og befriende frisk i sit udtryk. Men hvis man tager udgangspunkt i devisen ”det er ikke nok at være dårlig”, er filmen en sikker topkandidat til det mere eller mindre ærefulde prædikat som filmverdenens mest useriøse produkt. Personligt falder jeg i hvert fald ikke for halvhjernede dueller med græssende køer og pludrende tegneserieformede ansigter på spidsen af tunger, og derfor må hammeren altså falde tungt over denne gennemkiksede kampsportskatastrofe.
20/06-2007
