I den gode dårlige smags tjeneste
5.0
Dette er en af de mest fremragende genrefilm, jeg har set til dato. En mesterlig pastiche over 70er-actionfilmens lumre æstetik, og samtidig en ganske uforudsigelig historie, der viser, at Tarantino fortsat formår at overraske og er svær at sætte i bås.
Det er formfuldendt udnyttelse af filmmediet til at fortælle en fascinerende plat og ukompliceret historie centreret om en ynkelig galning (Russell) - til lejligheden gennemført stylet som et spøgelse fra 70ernes "exploitation"- og "spaghetti"-filmunivers.
Uden en vis fascination af genrens og Tarantinos perverterede dramaturgi og billedsprog, bør man dog holde sig langt væk.
Men også de mere rendyrkede actionhungrende Tarantino-fans må belave sig på, at instruktøren er mere interesseret i legen med genrens klichéer end med at fodre tilskueren med konstant højt tempo og blodig action. Det er ikke "Kill Bill", ikke "Pulp Fiction". Men det nærmer sig stærkt det samme stemningsunivers, som Tarantino og Rodríguez ramte så mesterligt originalt i "From Dusk Till Dawn" - uden dog handlingsmæssigt at have ret meget tilfælles.
Filmens to-delt-hed, der går fra skummelpervers B-skrækfilms-stemning til heftigpervers "chick flick" er en hyldest til form over indhold.
Filmen har ingen karakterdybde, men den overrasker heftigt, som enhver Tarantino-film formår, og det hele holder, fordi filmen er så gennemført udi detaljen og i billedsproget, så den formentlig er langt bedre end de fleste af de film, den forsøger at hylde.
Dog er den megen tid, filmen bruger på type/karaktertegning af de to "hold" af piger, som hhv. kommer galt afsted og sejrer, yderst nødvendig og bestemt ikke den rene tomgang. De første piger er hinandens værste fjender (og de tager stoffer - og så SKAL det jo gå galt;-)), mens de sidste (næsten) holder sammen - og i øvrigt symboliserer forskellige uovervindelige styrker.
Action-feminister (fetichister), der ellers ikke er så meget for drengerøven Tarantino kan imidlertid finde et idol eller to i f.eks. Rosie Thoms men i særdeleshed i den newzealandske stuntkvinde Zoë Bell, der er den bøvede og frygtløse drivkraft bag filmens afsluttende lange, halsbrækkende biljagt. Det er næppe sidste gang, hun får chancen som skuespiller.
Det måske allerbedste ved "Death Proof" er, at den viser en instruktør, som fortsat formår at overraske alt og alle. Tarantino er ikke "kun" dén, jeg troede, han var... Og det er jeg overmåde glad for!
"Death Proof" har således så mange små billedmæssige kvaliteter, så den i langt højere grad end Robert Rodríguez' mere éndimensionelle zombie-slasher, kalder på et gensyn. En herligt drilsk forestilling.
Det er formfuldendt udnyttelse af filmmediet til at fortælle en fascinerende plat og ukompliceret historie centreret om en ynkelig galning (Russell) - til lejligheden gennemført stylet som et spøgelse fra 70ernes "exploitation"- og "spaghetti"-filmunivers.
Uden en vis fascination af genrens og Tarantinos perverterede dramaturgi og billedsprog, bør man dog holde sig langt væk.
Men også de mere rendyrkede actionhungrende Tarantino-fans må belave sig på, at instruktøren er mere interesseret i legen med genrens klichéer end med at fodre tilskueren med konstant højt tempo og blodig action. Det er ikke "Kill Bill", ikke "Pulp Fiction". Men det nærmer sig stærkt det samme stemningsunivers, som Tarantino og Rodríguez ramte så mesterligt originalt i "From Dusk Till Dawn" - uden dog handlingsmæssigt at have ret meget tilfælles.
Filmens to-delt-hed, der går fra skummelpervers B-skrækfilms-stemning til heftigpervers "chick flick" er en hyldest til form over indhold.
Filmen har ingen karakterdybde, men den overrasker heftigt, som enhver Tarantino-film formår, og det hele holder, fordi filmen er så gennemført udi detaljen og i billedsproget, så den formentlig er langt bedre end de fleste af de film, den forsøger at hylde.
Dog er den megen tid, filmen bruger på type/karaktertegning af de to "hold" af piger, som hhv. kommer galt afsted og sejrer, yderst nødvendig og bestemt ikke den rene tomgang. De første piger er hinandens værste fjender (og de tager stoffer - og så SKAL det jo gå galt;-)), mens de sidste (næsten) holder sammen - og i øvrigt symboliserer forskellige uovervindelige styrker.
Action-feminister (fetichister), der ellers ikke er så meget for drengerøven Tarantino kan imidlertid finde et idol eller to i f.eks. Rosie Thoms men i særdeleshed i den newzealandske stuntkvinde Zoë Bell, der er den bøvede og frygtløse drivkraft bag filmens afsluttende lange, halsbrækkende biljagt. Det er næppe sidste gang, hun får chancen som skuespiller.
Det måske allerbedste ved "Death Proof" er, at den viser en instruktør, som fortsat formår at overraske alt og alle. Tarantino er ikke "kun" dén, jeg troede, han var... Og det er jeg overmåde glad for!
"Death Proof" har således så mange små billedmæssige kvaliteter, så den i langt højere grad end Robert Rodríguez' mere éndimensionelle zombie-slasher, kalder på et gensyn. En herligt drilsk forestilling.
20/06-2007
