Socialistisk sortsyn

Græske Costa-Gavras har altid lavet samfundskritiske film, og "Papirmanden" er ingen undtagelse. Den handler om en fransk ingeniør med speciale i papirproduktion, der bliver fyret, da produktionen bliver outsourcet til Rumænien. Et par år senere har han stadig ikke fundet et nyt job, og han beslutter sig for at dræbe sig frem til en stilling ved at slå alle egnede kandidater ihjel.

Ideen er fin og skaber mange bizarre scener undervejs, men filmen får sat sig mellem to stole. Det virker, som om målet er at lave sort komedie, men i så fald er den ikke sjov nok. Og det bliver heller aldrig en thriller, for spændingen ryger, når man gentager den samme pointe igen og igen. Det ville have klædt "Papirmanden" at være en halv time kortere.

Jeg sad desuden med en fornemmelse af at se en film lavet af en desillusioneret socialist. For på den ene side er den skarp i sin fordømmelse af storkapitalen, der ikke tager hensyn til det enkelte menneske. Men samtidig bliver det enkelte menneske skildret som dybt egoistisk, og så ender det i rent sortsyn. Som nævnt uden humor til at løfte det op. Så selv om "Papirmanden" er o.k. som filmisk håndværk, og José Garcia gør det glimrende i en svær hovedrolle, var det en ikke-helt-godt-nok-oplevelse.

Den er baseret på en roman af Donald Westlake. Jeg vil tro, at bogen er en hel del sjovere.