Ærgelig omgang forvirring
3.0
Når det ikke er Tarantino, Rodriguez eller Scorsese, så bliver det også til "twistede" noir film fra mindre kendte instruktøre. I denne omgang er det Paul McGuigan der gør sit fosøg med den lettere forvirrende og specielle Lucky Number Slevin. Der er da også gang i de rappe repliker, hårde bad guys og sygelige dialoger, men i modsætningen til en film som Pulp Fiction, fungere det overhovedet ikke. Det er en skam, at film er specielle, bare for at være det.
Slevin får sig noget af en særpræget velkomst da han ankommer til New York for at møde sin ven Nick. Nick er ikke i sin lejlighed, og mens Slevin opholder sig i den, får han besøg af en række udsædvandelige gæster. Slevin bliver nu indblandet i en situation med gangstere, lejemordere og andet kriminelt gejl. Han bliver nemlig forvekslet med sin ven Nick, der nok har været indeblandet i en masse "lort" med disse mennesker der dukker op.
Trods sit fosøg på at være eksplosiv, morsom og så også overrumplende, så formår Lucky Number Slevin kun at være en smule af sidstnævnte. Der er et flot ensemble af skuespillere, hvor alle gør det godt, ved undtagelse af Lucy Liu, der virkelig skrabber bunden hvad angår skuespil, og selve håndværket i filmen er også imponerende. Men det ændre ikke på at underholdningsværdien og selve det filmiske indhold er ret så tamt. Aldrig har jeg prøvet at blive så træt af rappe repliker og tunge såvel som kedelige Wannabe-Tarantino dialoger. Slutningen derimod, er det der redder filmen fra bunden til lidt under midten af ranglisten. For resten af Lucky Number Slevin kan ikke siges at være noget, der er værd at skrive hjem om.
Som sagt tidligere, er der mange der smider disse slags film ud på markedet, og der findes mange af disse slags film, der er langt bedre end denne. Lucky Number Sleven har sine momenter, men bliver aldrig rigtig særlig god, den fangede i hvert flad slet ikke mig, som ellers havde troet at det var en oplevelse og fornyelse, i en verden af desværre alt for meget mainstream. Tre meget små stjerner fra mig.
Slevin får sig noget af en særpræget velkomst da han ankommer til New York for at møde sin ven Nick. Nick er ikke i sin lejlighed, og mens Slevin opholder sig i den, får han besøg af en række udsædvandelige gæster. Slevin bliver nu indblandet i en situation med gangstere, lejemordere og andet kriminelt gejl. Han bliver nemlig forvekslet med sin ven Nick, der nok har været indeblandet i en masse "lort" med disse mennesker der dukker op.
Trods sit fosøg på at være eksplosiv, morsom og så også overrumplende, så formår Lucky Number Slevin kun at være en smule af sidstnævnte. Der er et flot ensemble af skuespillere, hvor alle gør det godt, ved undtagelse af Lucy Liu, der virkelig skrabber bunden hvad angår skuespil, og selve håndværket i filmen er også imponerende. Men det ændre ikke på at underholdningsværdien og selve det filmiske indhold er ret så tamt. Aldrig har jeg prøvet at blive så træt af rappe repliker og tunge såvel som kedelige Wannabe-Tarantino dialoger. Slutningen derimod, er det der redder filmen fra bunden til lidt under midten af ranglisten. For resten af Lucky Number Slevin kan ikke siges at være noget, der er værd at skrive hjem om.
Som sagt tidligere, er der mange der smider disse slags film ud på markedet, og der findes mange af disse slags film, der er langt bedre end denne. Lucky Number Sleven har sine momenter, men bliver aldrig rigtig særlig god, den fangede i hvert flad slet ikke mig, som ellers havde troet at det var en oplevelse og fornyelse, i en verden af desværre alt for meget mainstream. Tre meget små stjerner fra mig.
20/06-2007
