Maskespil i Afrika

Det er nok omtrent 20 år siden, jeg sidst har læst en bog af John le Carré, men jeg kan se, han har holdt stilen fra Smiley-dagene. Hans kendetegn, det komplekse plot fyldt med maskespil og skjulte dagsordener, er i hvert fald bevaret.

I "The Constant Gardener" handler det om en idealistisk engelsk diplomatfrue, der bliver myrdet i Kenya. Hendes mand nægter at lade sagen ligge og graver sig dybere og dybere ned i en sammensværgelse, der handler om suspekte medicinforsøg i det afsides Afrika.

Ralph Fiennes er manden, der starter som en nervøst anlagt embedsmand, men ender som stædig amatørdetektiv. Han spiller rollen godt - næsten for godt, for hans tørre britiske stil var nok én af grundene til, at jeg aldrig blev helt fanget af filmen. Så er der mere punch i Rachel Weisz som konen, men ellers er det meget britisk på den le Carré-agtige måde med Danny Huston, Bill Nighy og Donald Sumpter i fine biroller som civil servants abroad.

"The Constant Gardener" er en lækker film at se på. Den brasilianske instruktør Fernando Meirelles giver den en klart ikke-europæisk puls, og hans dynamiske, men smukke billedstil giver skaber helt andet billede af Afrika, end jeg ellers har set i film om det tabte kontinent. Anderledes, men meget smukt.

Men trods de fine billeder blev jeg som nævnt ikke rigtig fanget. Filmen er smuk at se på, og den skildrer flot kærligheden mellem de to hovedpersoner - men det er på bekostning af spændingen. I betragtning af, at det her egentlig er en thriller, forblev min puls forbløffende lav.

Det er én af den slags film, hvor det er svært at lade være med at dele den underliggende indignation. For det er ikke specielt svært at tro på, at der foregår skumle ting i Afrika, drevet af Big Business. Men så bider den altså heller ikke hårdere.