Hornmusik og gale jugoslaver!

Emir Kusturica er tilbage. Denne gang handler det om borgerkrigen i Bosnien og en togstation langt ude på bøhlandet, hvor de lokale netop er i gang med at lave en forbindelse til Serbien for at trække turister til, da krigen bryder ud.

Kusturicas stil er den samme som altid, i et univers fyldt med sære mennesker og absurde hændelser. "Livet er et mirakel" har dog en mere banal historie end hans tidligere film, men med de simple midler får Kusturica leveret sine sympatiske budskaber præcist: At krig og politik handler om enkeltpersoners grådighed; at opfattede forskelle på grund af nationalitet eller religion er en illusion; at livet er til for at blive levet. Derudover får de vestlige mediers dækning af krigen også lige et par velplacerede spark i bollerne.

Og så har jeg sjældent set dyr blive brugt så kreativt i en 'rigtig' film. Togstationens husdyr bidrager til den generelle stemning af kaos, og hvem andre end Kusturica kunne finde på et æsel, der forsøger at begå selvmord på grund af ulykkelig kærlighed?

"Livet er et mirakel" er ikke helt på sporet hele vejen, for Kusturicas rodede stil kan ikke holde en så banal historie oppe i højeste gear hele tiden. Den er ikke så skarp som den mesterlige "Sort kat, hvid kat" og heller ikke så politisk bidsk som "Underground". Men det er stadig en absurd, livsglad film, som man kommer i fantastisk humør af at se.

Og hvis man er hardcore-filmnørd, kan man i øvrigt glæde sig over filmens anerkendende nik til det gamle tjekkiske mesterværk "Skarpt bevogtede tog".