Lyriske ligegyldigheder
5.0
Cannes-triumfatoren ”Elephant” omhandler to misforståede, ungdommelige individer, tilbageladet af den moderniserede ungdoms ustyrlige fiksfakserier. De føler sig ikke hjemme blandt majoriteten, de udstødes og finder trøst hos hinanden, alt i mens deres blodige våbenbegær udvikler sig til surrealistiske, imaginære forestillinger om deres ”venners” livløse kroppe, flydende på de trivielle skoleganges grålige intethed. De to drenge har dog langtfra i sinde at efterlade forestillingerne i drømmeland og beslutter sig i stedet at realisere dem. Med ammunition i lange baner og militære camouflagedragter traver de derfor ind i skolens farveforladte atmosfære, udløser deres begær og iscenesætter massakren.
Som en af mine venner skarpmundet udtrykte, mens ”Elephant” så småt afslørede dens dræbende langsomme udgangstempo: ”Der sker jo ikke en skid?!” Min kære vens uvurderlige sprogblomst fortæller faktisk en del af sandheden, da ”Elephant” tager sig mere tid end noget andet. Vi følger de centrerede personers tilsyneladende ligegyldige færd på skolen og deres monotone gang forbi skolens talrige trivialiteter. Der sker intet. Der sker alt.
Hvad min kære ven forstod, var at der ingenting skete; at vi ikke fik serveret sprøde actionbrag og blodige afslagninger til lyden af hårdtslående heavy metal. Hvad han til gengæld overså, var det mellem linjerne, det som en trist facade ikke formår at afsløre: Symbolikkens følelsesvirvar, stemningens elendighed og miljøets personlighedsløse identitet. Min ven overså ganske enkelt filmen, og alt hvad den indebærer.
For hvor ”Elephant” sætter sine stærkeste aftryk er i den dræbende smukke indledning, de ensformige slentreture op og ned, på kryds og tværs af skolen, de ligegyldige tøsesamtaler i den rigt befolkede kantine, den hjerteskærende dommedagslyriske Beethoven-fortolkning, udført af den fortabte, men velspillende Alex og alt det andet, der facademæssigt, reelt er fuldkommen intetsigende og personlighedsløst. Skræller man derimod bare et enkelt lag af den sort/hvide facade og trænger nærmere filmens kerne af symbolskheder og smertelige fortolkninger, åbenbares en fortryllende og fascinerende fortælling. En hjerteskærende rejse ind i ligegyldighedens miljø - her visualiseret i det dødkedelige gymnasium og dens gudsforladte indhold – der bare venter på destruktion. For aldrig har ligegyldigheder gjort så ondt.
Selve massakren er såmænd også forbilledligt fortolket og relativt fortræffeligt udført. Men det er og bliver den langtrukne begyndelses svært fortolkelige identitet, der sætter standarden og fundere filmen ved et eminent, minimalistisk udtryk. Derfor er ”kedelig” det allersidste ord, man bør pådutte ”Elephant”.
Som en af mine venner skarpmundet udtrykte, mens ”Elephant” så småt afslørede dens dræbende langsomme udgangstempo: ”Der sker jo ikke en skid?!” Min kære vens uvurderlige sprogblomst fortæller faktisk en del af sandheden, da ”Elephant” tager sig mere tid end noget andet. Vi følger de centrerede personers tilsyneladende ligegyldige færd på skolen og deres monotone gang forbi skolens talrige trivialiteter. Der sker intet. Der sker alt.
Hvad min kære ven forstod, var at der ingenting skete; at vi ikke fik serveret sprøde actionbrag og blodige afslagninger til lyden af hårdtslående heavy metal. Hvad han til gengæld overså, var det mellem linjerne, det som en trist facade ikke formår at afsløre: Symbolikkens følelsesvirvar, stemningens elendighed og miljøets personlighedsløse identitet. Min ven overså ganske enkelt filmen, og alt hvad den indebærer.
For hvor ”Elephant” sætter sine stærkeste aftryk er i den dræbende smukke indledning, de ensformige slentreture op og ned, på kryds og tværs af skolen, de ligegyldige tøsesamtaler i den rigt befolkede kantine, den hjerteskærende dommedagslyriske Beethoven-fortolkning, udført af den fortabte, men velspillende Alex og alt det andet, der facademæssigt, reelt er fuldkommen intetsigende og personlighedsløst. Skræller man derimod bare et enkelt lag af den sort/hvide facade og trænger nærmere filmens kerne af symbolskheder og smertelige fortolkninger, åbenbares en fortryllende og fascinerende fortælling. En hjerteskærende rejse ind i ligegyldighedens miljø - her visualiseret i det dødkedelige gymnasium og dens gudsforladte indhold – der bare venter på destruktion. For aldrig har ligegyldigheder gjort så ondt.
Selve massakren er såmænd også forbilledligt fortolket og relativt fortræffeligt udført. Men det er og bliver den langtrukne begyndelses svært fortolkelige identitet, der sætter standarden og fundere filmen ved et eminent, minimalistisk udtryk. Derfor er ”kedelig” det allersidste ord, man bør pådutte ”Elephant”.
24/06-2007
