No surrender, no surrender ...

4.0
Elijah Wood har hovedrollen som en ung amerikaner, der efter en uretmæssig bortvisning fra Harvard tager til London for at besøge sin søster. Hendes svoger tager Wood med til en fodboldkamp, og pludselig er den pæne college-studerende med i en hooligan-bande, for svogeren leder West Hams hårdeste tilhængere, The Green Street Elite.

Blåøjede Elijah er et fint valg som hovedpersonen, der finder større accept hos sine nye bøllevenner end sin egen familie. Portrættet af Green Street Elite bliver især båret af Charlie Hunnam, der spiller fremragende som lederen - en fyr, man helt klart gerne ville have som ven ... men så er han lige voldspsykopat.

Filmens hooligans er rå - volden er grim og eskalerer ud af kontrol i løbet af filmen. Men jeg syntes alligevel, det var tankevækkende, at deres værdier i mange andre sammenhænge ville blive betragtet meget positivt. At stå fast og kæmpe for sin sag, støtte sine venner ubetinget i nødens stund og så videre. På den måde får instruktør Lexi Alexander lavet et usædvanligt nuanceret portræt af, hvordan den maskuline stammementalitet fungerer.

"Green Street Hooligans" tager lidt for mange nemme smutveje i sin historie, som også træder lidt vande undervejs - men den er bestemt værd at se for sit nuancerede, provokerende syn på hooliganisme og hooligans som noget, man ikke bare kan putte i en kasse og tage afstand fra.

Desværre gik den straight-to-dvd herhjemme - jeg var heldig at fange den i en biograf i New York.
Green Street Hooligans