Stemningsfuld remake

Jeg har ikke set den japanske original, men den amerikaniserede version af "Dark Water" blev til en fin lille spøgelsesthriller.

Først og fremmest var jeg imponeret af skuespillerne. Jennifer Connelly er rigtig god som den sensitive, skilsmisseramte unge mor. Og 7-årige Ariel Gade er fantastisk som hendes datter; en lille, klog pige, der som den første sanser, at der foregår noget suspekt i den boligblok, de flytter ind i. Stedet tiltrækker også John C. Reilly, Tim Roth og Pete Postlethwaite i fine biroller.

Og så er der masser af stemning. Instruktør Walter Salles bruger den triste betonslum flot. Dette er en film, hvor en hel samling almindelige hårde hvidevarer bliver meget skumle. Men det der sorte vand er fandeme også creepy.

Jeg synes, det er lidt sjovt, at det lige præcis er Walter Salles, der har instrueret. Han har lavet nogle helt andre film hjemme i Brasilien - eksempelvis "Motorcykeldagbog". Men det er vel klassikeren med, at udlændinge ikke uden videre får tilbudt de vigtigste film i Hollywood. Salles' talent skinner dog stadig tydeligt igennem i "Dark Water". Han er rigtig god til at lave billeder.

Filmens svage punkt er klart historien, for selv om den fungerer ganske o.k., er den temmelig stereotyp. Det betød, at der kom et punkt, hvor jeg tænkte "Jaja, få det nu overstået", fordi den sidste afvikling af plottet var lidt uinteressant. Det er dog et klart plus, at Salles toner historien ned fra en oplagt gyser til en thriller med fokus på hovedpersonerne og forholdet mellem mor og datter.

Men altså, historien er sådan o.k. på sin stereotype vis - og til gengæld er der masser af stemning og godt skuespil.