’Negervampyren’
2.0
Actionfilmen ”Blade” ligger ud med en ekstremt fed, underholdende scene på et tilsyneladende normalt undergrundsdiskotek. Vild teknomusik blæser gennem højtalerne, dansegulvet er stopfyldt og muskuløse drenge og let påklædte piger hopper op og ned på livet løs. Men pludselig tilspidses situationen - helt bogstaveligt talt. Gæsternes almene mundtøj omdannes til dyriske hugtænder, ganske som de overbesprøjtes med blod(!) fra diskotekets antændte sprinkleranlæg.
Denne i grunden helt groteske scene genopfrisker, på sin egen helt ekstreme måde, det fascinerende ved vampyrerne og deres verden uden skrupler og hæmninger, deres ubekymrede udstråling og deres hungrende begær. Den blodbefængte natklub er et mærkværdigt syn - både et mareridt og et himmerige på en og samme gang.
Men ligeså forfriskende ekstremt vi her, og glimtvis andre steder i filmen, får serveret vampyrernes dragende verden, nogenlunde ligeså uinspirerende og ordinær en forestilling er resten af ”Blade” og allerede efter at vores helt, der pudsigt nok hedder Blade, har rundbarberet hele vampyrdistriktet fra den netop omtalte scene med diverse lækre kampteknikker, mærker man så småt hvordan trykket falder.
De adskillige efterfølgende minutter af filmen lever mest af alt i håbet om at gense den glimrende indledningssekvens af hårdtpumpede teknotoner og blodindsmurte vampyrer, og udvikler sig, med få undtagelser, som en nedadgående graf, der til sidst næsten er helt nede og skrabe grundlinien. Måske når vi aldrig helt derned, men i alle fald fungerer ”Blade” aldrig rigtig som den bør - I modsætning til Gullermo Del Toro’s ret så vellykkede 2’er er dens locations for kedelige, dens effekter for svage og dens personer alt for tamme og hule til man nogensinde gider at investere noget i dem.
Min overskrift er desuden taget fra et afsnit af sluthalvfemsernes vanvittige danske sketchprogram ”Casper & Mandrilaftalen”, hvor Lasse Rimmer folder sig ud som den René Dif-fanatiske Wesley Snipes i forbindelse med premieren på ”Blade” (der på dansk netop har fået titlen ”Negervampyren”). Et fantastisk sjovt indslag i et denne fremragende serie, der, i modsætning til ”Blade”-filmen, vitterligt er underholdning i verdensklasse!
Denne i grunden helt groteske scene genopfrisker, på sin egen helt ekstreme måde, det fascinerende ved vampyrerne og deres verden uden skrupler og hæmninger, deres ubekymrede udstråling og deres hungrende begær. Den blodbefængte natklub er et mærkværdigt syn - både et mareridt og et himmerige på en og samme gang.
Men ligeså forfriskende ekstremt vi her, og glimtvis andre steder i filmen, får serveret vampyrernes dragende verden, nogenlunde ligeså uinspirerende og ordinær en forestilling er resten af ”Blade” og allerede efter at vores helt, der pudsigt nok hedder Blade, har rundbarberet hele vampyrdistriktet fra den netop omtalte scene med diverse lækre kampteknikker, mærker man så småt hvordan trykket falder.
De adskillige efterfølgende minutter af filmen lever mest af alt i håbet om at gense den glimrende indledningssekvens af hårdtpumpede teknotoner og blodindsmurte vampyrer, og udvikler sig, med få undtagelser, som en nedadgående graf, der til sidst næsten er helt nede og skrabe grundlinien. Måske når vi aldrig helt derned, men i alle fald fungerer ”Blade” aldrig rigtig som den bør - I modsætning til Gullermo Del Toro’s ret så vellykkede 2’er er dens locations for kedelige, dens effekter for svage og dens personer alt for tamme og hule til man nogensinde gider at investere noget i dem.
Min overskrift er desuden taget fra et afsnit af sluthalvfemsernes vanvittige danske sketchprogram ”Casper & Mandrilaftalen”, hvor Lasse Rimmer folder sig ud som den René Dif-fanatiske Wesley Snipes i forbindelse med premieren på ”Blade” (der på dansk netop har fået titlen ”Negervampyren”). Et fantastisk sjovt indslag i et denne fremragende serie, der, i modsætning til ”Blade”-filmen, vitterligt er underholdning i verdensklasse!
25/06-2007
