Skævt og galt

Robert Wienes stumfilm er et udmærket eksempel på tysk ekspressionisme. Specielt filmens scenografi er fantastisk. Alt er skævt og galt i denne verden. Intet står lige, og alt har et skær af galskab. Det føles som om karaktererne er fanget i en evig mareridtsverden, og det er de muligvis også.

Francis (Friedrich Feher) fortæller sin grusomme historie til en ven i en park. I baggrunden går hans kæreste Jane (Lil Dagoer) forbi i en dyb choktilstand, da hun endnu ikke er kommet sig over begivenhederne. I historien tager Francis med Jane og sin gode ven Alan (Hans Heinrich von Twardowski) til byens marked, hvor de overværer den mystiske Dr. Caligari (Werner Krauss) og hans evigt sovende søvngænger Cesare (Conrad Veidt), der forudsiger Alans død samme nat. Ganske rigtigt bliver Alan slået ihjel, og mistanken falder straks på Cesare og Caligari. Men Cesare befinder sig som altid i Caligaris kabinet. Det hele har noget at gøre med et sindssygehospital i udkanten af byen, hvor Caligari har en tilknytning.

Ud over de fantastiske kulisser, så er filmstilen på mange måder en klassisk stumfilmshorrorstil. Der er mørke rander under alles øjne, og alle har opspærrede øjne, både når de frygter noget, og når de er frygtindgydende. Men det virker faktisk ganske godt. For eksempel da vi første gang ser den skumle Cesare. Cesare åbner langsomt sine lukkede øjne og stirrer direkte ind på kameraet i et close up med vidt opspærrede øjne. Det er et enkelt, men effektivt skræmmemiddel. Der er også en scene med en sovende Jane og Cesare, der sniger sig ind på hende i sengen. Denne scene er en tydelig forløber til den sidste scene i Murnaus ”Nosferatu”, men ikke helt så gennemført rent filmisk. Stilen med de skæve huse, vanvittige øjne og bureaukrater med absurd høje skrivepulte, passer utrolig godt med filmens temaer. Specielt når vi har set den overraskende slutning.

Robert Wiene er endnu et eksempel på, at Tyskland var det førende filmland i 20erne med andre talenter som Murnau og Lang.