Platugle paradis
3.0
Når Ridley Scott ikke laver episke storfilm i form af Gladiator eller Kingdom Of Heaven, og når der ikke står Black Hawk Down, Alien eller Blade Runner på menuen, så finder man de mere "små" film som Scott har smidt på gaden i løbet af årene. Én af dem er komedie dramaet Matchstick Men.
Roy er en vaskeægte platugle, og han er en af dem der gør det godt. Ham og hans lærling Frank fusker folk for penge i bunkevis, og de slipper afsted med det. Roy har bare nogle problemer. Først og fremmest har han lettere voldsomme tvangstanker, han løber tør for piller, og nårh ja, den datter han aldrig har set, kommer han i kontakt med efter 14 år. Roy har bare lidt svært ved det at skulle være far og fusker på samme tid.
Egentlig så er Matchstick Men en helt udemærket film, der dog uden sine skuespiller triumfer ville være ret så ligegyldig. Jeg tror ikke jeg har set så godt samspil mellem to skuespillere, som med Nicolas Cage Og den helt igennem suveræne Alison Lohman. De lyser sammen skærmen op på en virkelig utrolig forfriskende og ukompliceret måde. Filmen i sig selv, er ikke mere værd end relativt underholdende søndagsunderholdning, der bliver forlagt bagerst i hjernen efter 20 minutter. filmen er glemt, men det er Cage og Lohman ikke.
Teknisk set er filmen habil, det er uden tvivl svært at kunne klage på det område. Noget der godt kunne irritere mig en smule, var det gul-grå, lidt kedelige skær der kørte hele filmen igennem, enten er det mit fjernsyn, der er ved at stå af, eller også var det bare sådan det skulle være. Især var det slemt når Roy går neurotisk rundt i sit noget så sterile hjem. Den der blanding af mat sollys og smagløs vægfarve satte sine grimme spor i den visuelle del af filmen.
Matchstick Men får tre rigtig store stjerner fra mig, Skuespillet trak gevaldigt op, men kan ikke redde filmen fra middelmådigheden. Den er bare for hurtigt glemt igen.
Roy er en vaskeægte platugle, og han er en af dem der gør det godt. Ham og hans lærling Frank fusker folk for penge i bunkevis, og de slipper afsted med det. Roy har bare nogle problemer. Først og fremmest har han lettere voldsomme tvangstanker, han løber tør for piller, og nårh ja, den datter han aldrig har set, kommer han i kontakt med efter 14 år. Roy har bare lidt svært ved det at skulle være far og fusker på samme tid.
Egentlig så er Matchstick Men en helt udemærket film, der dog uden sine skuespiller triumfer ville være ret så ligegyldig. Jeg tror ikke jeg har set så godt samspil mellem to skuespillere, som med Nicolas Cage Og den helt igennem suveræne Alison Lohman. De lyser sammen skærmen op på en virkelig utrolig forfriskende og ukompliceret måde. Filmen i sig selv, er ikke mere værd end relativt underholdende søndagsunderholdning, der bliver forlagt bagerst i hjernen efter 20 minutter. filmen er glemt, men det er Cage og Lohman ikke.
Teknisk set er filmen habil, det er uden tvivl svært at kunne klage på det område. Noget der godt kunne irritere mig en smule, var det gul-grå, lidt kedelige skær der kørte hele filmen igennem, enten er det mit fjernsyn, der er ved at stå af, eller også var det bare sådan det skulle være. Især var det slemt når Roy går neurotisk rundt i sit noget så sterile hjem. Den der blanding af mat sollys og smagløs vægfarve satte sine grimme spor i den visuelle del af filmen.
Matchstick Men får tre rigtig store stjerner fra mig, Skuespillet trak gevaldigt op, men kan ikke redde filmen fra middelmådigheden. Den er bare for hurtigt glemt igen.
28/06-2007
