Rodríguez' nye retro-zombie-fest
4.0
[Denne anmeldelse refererer til den amerikanske 90-minutters-udgave]
Det er fristende at sige, at Robert Rodríguez hér fortsætter, hvor han slap i "From Dusk Till Dawn". Således finder vi flere af de samme ansigter i birollerne, ligesom set-up'et undervejs kommer til at ligne actionmesterværket fra 1996 til forveksling.
Når alt kommer til alt er lighederne med f.eks. "28 Dage Senere", eller de rigtige gamle 70er-gysere "Dawn of the Dead" eller "Body Snatchers" dog mere oplagte at fremhæve.
Filmens store forcer ligger - ud over den righoldige action - i den gennemførte filmiske illusion om, at den ligeså godt kunne være "Body Snatchers" - komplet med primitiv synthesizer-underlægningsmusik (anno ca. 1978), frisure-styling, farveovermættet kamera-optik/billedkvalitet, replikker osv..
Højdepunktet nås, da filmens stilsikkert kitchet-lumre sexscene knækker, som om der var tale om en manglende filmstrimmel på spolen, hvorefter vi får oplevelsen af at være sprunget adskillige minutter frem i filmen, hvor grillrestauranten, som vore hovedpersoner netop havde forskanset sig i, pludselig står omspændt af flammer, og panikken hærger(!)
Den helt afgørende forskel på Rodríguez' og Tarantinos bidrag er dog, at Rodríguez ikke overrasker sit publikum. Her findes ikke den let perverse symbolik/billedsprog, som gør Tarantinos "Death Proof" til et lille originalt mesterværk, der også understreger, at Tarantino på ingen måde er "kørt fast" som filmfortæller.
Rodríguez leverer til gengæld en til overflod helhjertet slasher- og zombiefilm, der sejler i blod, snask og ligdele, og som allerede nu må forudses at kunne opnå status som fast "pensum" til drengerøvsdominerede videoaftner.
- Pastichen og plathederne passer på en prik!
Det er fristende at sige, at Robert Rodríguez hér fortsætter, hvor han slap i "From Dusk Till Dawn". Således finder vi flere af de samme ansigter i birollerne, ligesom set-up'et undervejs kommer til at ligne actionmesterværket fra 1996 til forveksling.
Når alt kommer til alt er lighederne med f.eks. "28 Dage Senere", eller de rigtige gamle 70er-gysere "Dawn of the Dead" eller "Body Snatchers" dog mere oplagte at fremhæve.
Filmens store forcer ligger - ud over den righoldige action - i den gennemførte filmiske illusion om, at den ligeså godt kunne være "Body Snatchers" - komplet med primitiv synthesizer-underlægningsmusik (anno ca. 1978), frisure-styling, farveovermættet kamera-optik/billedkvalitet, replikker osv..
Højdepunktet nås, da filmens stilsikkert kitchet-lumre sexscene knækker, som om der var tale om en manglende filmstrimmel på spolen, hvorefter vi får oplevelsen af at være sprunget adskillige minutter frem i filmen, hvor grillrestauranten, som vore hovedpersoner netop havde forskanset sig i, pludselig står omspændt af flammer, og panikken hærger(!)
Den helt afgørende forskel på Rodríguez' og Tarantinos bidrag er dog, at Rodríguez ikke overrasker sit publikum. Her findes ikke den let perverse symbolik/billedsprog, som gør Tarantinos "Death Proof" til et lille originalt mesterværk, der også understreger, at Tarantino på ingen måde er "kørt fast" som filmfortæller.
Rodríguez leverer til gengæld en til overflod helhjertet slasher- og zombiefilm, der sejler i blod, snask og ligdele, og som allerede nu må forudses at kunne opnå status som fast "pensum" til drengerøvsdominerede videoaftner.
- Pastichen og plathederne passer på en prik!
29/06-2007
