Piger og biler
5.0
”Death Proof” er en lang Tarantino-nydelse af stilen fra 70er b-film med nogle af de stærkeste og sjoveste kvinder længe set på amerikansk film. Som en plaster på såret for at vi ikke fik lov at se ”Death Proof” som en del af ”Grindhouse”-projektet med Robert Rodriguez, har Tarantino gjort den europæiske version længere, så den inkluderer mere pigesnak og en fantastisk lap dance.
Og der er masser af pigesnak i ”Death Proof”. Eller måske snarere mandehørm i pigemunde. For i ”Death Proof” er kvinderne det stærke køn. De drikker som svin og bander som havnearbejdere, knepper med fyre og fortæller alle de beskidte detaljer til veninder bagefter. Som modspil har Tarantino gravet den gode gamle Kurt Russel op for at spille rollen som machomanden Stuntman Mike, der tænder på at smadre kvinder med sin bil.
”Death Proof” er nemlig en vaskeægte bilslasher film. Lidt en blanding af ”Hitch Hike” og ”Vanishing Point” og alle mulige andre klassikere tilsat ridser i filmen, bevidst dårlig editing og selvfølgelig et sprødt 70er soundtrack. Filmen er et decideret orgie i b-filmsstil med biljagter af den hårdtslående gamle slags closeups af vrikkende pigenumser a la Russ Meyer.
Men Tarantino giver indehaverne af pigenumserne personligheder.
Han giver dem endda råstyrke til at tage kampen op mod Mike, der måske ikke kan klare mosten, når det kommer til stykket. Filmen afsluttes med en fantastisk underholdende biljagt, hvor to gamle helvedesmaskiner jager hinanden og smider alt det nye high-tech skrammel ud af vejbanen. Tarantino bringer 70er b-filmsstemningen til live igen med en smukt udført dårlig klipning og det hele.
Jeg nød filmen fra ende til anden, selv om dialogerne og anekdoterne kunne blive lidt for meget af det gode. Nogle gange føltes det som at høre Tarantino tale med flere versioner af sig selv. Som regel fik han dog det bedste ud af pigerne og selvfølgelig Kurt Russel.
Glæden for at lave film smitter gevaldigt i ”Death Proof”, og jeg har faktisk lyst til at se den igen med det samme for at nyde dialogen, detaljerne og pigerne.
Og der er masser af pigesnak i ”Death Proof”. Eller måske snarere mandehørm i pigemunde. For i ”Death Proof” er kvinderne det stærke køn. De drikker som svin og bander som havnearbejdere, knepper med fyre og fortæller alle de beskidte detaljer til veninder bagefter. Som modspil har Tarantino gravet den gode gamle Kurt Russel op for at spille rollen som machomanden Stuntman Mike, der tænder på at smadre kvinder med sin bil.
”Death Proof” er nemlig en vaskeægte bilslasher film. Lidt en blanding af ”Hitch Hike” og ”Vanishing Point” og alle mulige andre klassikere tilsat ridser i filmen, bevidst dårlig editing og selvfølgelig et sprødt 70er soundtrack. Filmen er et decideret orgie i b-filmsstil med biljagter af den hårdtslående gamle slags closeups af vrikkende pigenumser a la Russ Meyer.
Men Tarantino giver indehaverne af pigenumserne personligheder.
Han giver dem endda råstyrke til at tage kampen op mod Mike, der måske ikke kan klare mosten, når det kommer til stykket. Filmen afsluttes med en fantastisk underholdende biljagt, hvor to gamle helvedesmaskiner jager hinanden og smider alt det nye high-tech skrammel ud af vejbanen. Tarantino bringer 70er b-filmsstemningen til live igen med en smukt udført dårlig klipning og det hele.
Jeg nød filmen fra ende til anden, selv om dialogerne og anekdoterne kunne blive lidt for meget af det gode. Nogle gange føltes det som at høre Tarantino tale med flere versioner af sig selv. Som regel fik han dog det bedste ud af pigerne og selvfølgelig Kurt Russel.
Glæden for at lave film smitter gevaldigt i ”Death Proof”, og jeg har faktisk lyst til at se den igen med det samme for at nyde dialogen, detaljerne og pigerne.
29/06-2007
