Flamberet hjerne
2.0
Som optakt til at se Tarantinos ”Death Proof” fra Grindhouse-projektet, satte jeg mig til at se noget moderne b-filmstrash, der svarer til de ville vise i grindhouses før i tiden. I dag har b-film et langt større projekt og store stjerner, men trods den dyre indpakning er film som ”Ghost Rider” rendyrket camp og trash. Bare med CGI og tegneserieskurke i stedet for den extravagante vold og perversionerne. Den moderne b-film er en tam lille fætter.
Mark Steven Johnson, der før gjorde en forfærdelig film ud af ”Daredevil”-karakteren, står bag den forfærdelige instruktion og det forfærdelige plot. Filmen er melodramatisk nonsens fra ende til anden krydret med dårlig CGI. Som teenager må Johnny Blaze forlade sin kæreste Roxanne, da han har tegnet en kontrakt med djævlen, der allerede har kostet faren livet. Finder Roxanne og Johnny sammen igen til sidst? Det skal der vist ikke den store hjernevridning til at regne ud. Nicolas Cage spiller den voksne Johnny Blaze med masser af Elvis-fagter og cheesy one-liners. Han er nu en vanvittig motorcykelkører, der lever af stunts, hvor han hopper over ting og sager på sin kværn. Men djævlen (Peter Fonda) kommer og vil have ham til at slå en anden djævel (Wes Bentley) og hans vand-, luft- og jorddæmoner med lange sorte frakker og sære grimasser ihjel. Det sker selvfølgelig på præcis samme tidspunkt, som den nu fuldvoksne og storbarmede Roxanne i skikkelse af Eva Mendes kommer tilbage i hans liv.
Plottet er omtrent så meningsfuldt som et afsnit af tegnefilm på TV søndag formiddag, og udførelsen er på omtrent samme niveau. Filmen er romantisk ævl, melodramatisk ævl, tegneserieskurke-ævl, Western-ævl og overnaturligt ævl, og så er den krydret med nogle syntetiske og grimme CGI-sekvenser. Mendes og Cage får ikke noget ud af deres to-dimensionelle karakterer, og endnu værre er der hverken noget sjovt eller foruroligende over filmens skurke. Selv som en b-film er filmen ikke underholdende nok. Man kan ikke engang slå hjernen fra og lade sig underholde på filmens egne præmisser.
Der er ikke noget at komme efter ud over store motorcykler og Mendes' bryster. Og selv dem er filmen ikke villig til at vise ordenligt, som Russ Meyer ville gøre det.
Mark Steven Johnson, der før gjorde en forfærdelig film ud af ”Daredevil”-karakteren, står bag den forfærdelige instruktion og det forfærdelige plot. Filmen er melodramatisk nonsens fra ende til anden krydret med dårlig CGI. Som teenager må Johnny Blaze forlade sin kæreste Roxanne, da han har tegnet en kontrakt med djævlen, der allerede har kostet faren livet. Finder Roxanne og Johnny sammen igen til sidst? Det skal der vist ikke den store hjernevridning til at regne ud. Nicolas Cage spiller den voksne Johnny Blaze med masser af Elvis-fagter og cheesy one-liners. Han er nu en vanvittig motorcykelkører, der lever af stunts, hvor han hopper over ting og sager på sin kværn. Men djævlen (Peter Fonda) kommer og vil have ham til at slå en anden djævel (Wes Bentley) og hans vand-, luft- og jorddæmoner med lange sorte frakker og sære grimasser ihjel. Det sker selvfølgelig på præcis samme tidspunkt, som den nu fuldvoksne og storbarmede Roxanne i skikkelse af Eva Mendes kommer tilbage i hans liv.
Plottet er omtrent så meningsfuldt som et afsnit af tegnefilm på TV søndag formiddag, og udførelsen er på omtrent samme niveau. Filmen er romantisk ævl, melodramatisk ævl, tegneserieskurke-ævl, Western-ævl og overnaturligt ævl, og så er den krydret med nogle syntetiske og grimme CGI-sekvenser. Mendes og Cage får ikke noget ud af deres to-dimensionelle karakterer, og endnu værre er der hverken noget sjovt eller foruroligende over filmens skurke. Selv som en b-film er filmen ikke underholdende nok. Man kan ikke engang slå hjernen fra og lade sig underholde på filmens egne præmisser.
Der er ikke noget at komme efter ud over store motorcykler og Mendes' bryster. Og selv dem er filmen ikke villig til at vise ordenligt, som Russ Meyer ville gøre det.
29/06-2007
