Virkeligheden som forvirret tv
2.0
Brixtoftes Farum er den åbenlyse inspiration for denne film om en kompromisløs dokumentarfilmmager, som Venstre giver frie hænder til at lave en film om partiet med en mønsterkommune som eksempel. Hun går på sagen med krum hals, men ender med at forelske sig i borgmesteren, der selvfølgelig ikke har rent mel i posen.
Forfatter-instruktør Åke Sandgren fortæller historien som klip mellem nutid og en masse flashbacks i form af dokumentarfilmen. Det er interessant rent stilmæssigt, men også markant overdrevet - jeg nåede at blive *meget* træt af håndholdt kamera og grynede closeups af hovedpersonerne. Mange af flashbackene er relativt ligegyldige og tjener kun som personskildring - men flere af hovedpersonerne hænger simpelt hen ikke sammen. Jeg tror ikke på deres psykologi.
Det virker, som om Sandgren har været så forelsket i sin idé om dokumentarfilmen som omdrejningspunkt, at han har forsøgt at skabe en historie, hvor alt partout skulle kunne puttes ned i dokumentarrammen. Det virker søgt og gør filmen usammenhængende - især romancen mellem journalisten og borgmesteren havde jeg meget svært ved at tro på. Og kæden hopper endnu mere af, når historien til sidst drejer over i retning af ren thriller.
Trine Dyrholm gør det fint som dokumentaristen - en selvcentreret, bekræftelsessøgende journalist, der samtidig er dygtig og lækker. Jeg genkender klart typen, og Dyrholm er troværdig i rollen. Mindre troværdige er derimod Lars Brygmann som borgmesteren og - især - Kurt Ravn i den tredje store rolle som kommunens økonomidirektør. Det er ikke mindst deres psykologi, der halter.
Jeg er sikker på, at der ligger mange fine tanker bag "Fluerne på væggen". Ikke kun om Farum, men også om sandheden som redigeret tv og dokumentaristens involvering i stoffet. Åke Sandgren er bare alt for forelsket i sin form og sine budskaber og glemmer derfor at skabe troværdige personer og helt elementær spænding.
Forfatter-instruktør Åke Sandgren fortæller historien som klip mellem nutid og en masse flashbacks i form af dokumentarfilmen. Det er interessant rent stilmæssigt, men også markant overdrevet - jeg nåede at blive *meget* træt af håndholdt kamera og grynede closeups af hovedpersonerne. Mange af flashbackene er relativt ligegyldige og tjener kun som personskildring - men flere af hovedpersonerne hænger simpelt hen ikke sammen. Jeg tror ikke på deres psykologi.
Det virker, som om Sandgren har været så forelsket i sin idé om dokumentarfilmen som omdrejningspunkt, at han har forsøgt at skabe en historie, hvor alt partout skulle kunne puttes ned i dokumentarrammen. Det virker søgt og gør filmen usammenhængende - især romancen mellem journalisten og borgmesteren havde jeg meget svært ved at tro på. Og kæden hopper endnu mere af, når historien til sidst drejer over i retning af ren thriller.
Trine Dyrholm gør det fint som dokumentaristen - en selvcentreret, bekræftelsessøgende journalist, der samtidig er dygtig og lækker. Jeg genkender klart typen, og Dyrholm er troværdig i rollen. Mindre troværdige er derimod Lars Brygmann som borgmesteren og - især - Kurt Ravn i den tredje store rolle som kommunens økonomidirektør. Det er ikke mindst deres psykologi, der halter.
Jeg er sikker på, at der ligger mange fine tanker bag "Fluerne på væggen". Ikke kun om Farum, men også om sandheden som redigeret tv og dokumentaristens involvering i stoffet. Åke Sandgren er bare alt for forelsket i sin form og sine budskaber og glemmer derfor at skabe troværdige personer og helt elementær spænding.
30/06-2007
