Den forbandede køter

5.0
”Amores Perros”/”Love's a Bitch” er Inarritus hårdtslående debutfilm. Det er også første gang Inarritu samarbejder med manuskriptforfatter Guillermo Arriaga. Filmen er som i de andre af deres film en sammenfletning af forskellige skæbner.

Her forbindes skæbner af en forfærdelig traffikulykke. Manden bag rattet i bilulykken er Octavio (Gael Garcia Bernal), der tjener penge med den fattige families hund ved hundeslagsmål. Han vil bruge pengene på at stikke af med sin storebrors mishandlede hustru Susana (Vanessa Bauche). I overklassen flytter Daniel (Alvaro Guerrero) sammen med den smukke model Valeria (Goya Toledo), der kort efter mister sit ben og dermed sin karriere i ulykken. I udkanten af disse historier ser vi den hundeglade hjemløse Chivo (Emilio Echevarria), der viser sig at være en tidligere revolutionist, der efter et fængselsophold nu er lejemorder.

Der er mange lag og tematikker i filmen. Filmen er en skildring af en hård og brutal verden, hvor bror slår bror ihjel. Hvor familier ødelægges uden omtanke. Fælles for de tre historier er personernes forhold til hunde. I den første film mishandler Octavio sin hund for egen vinding. I den anden film hopper Valeria sin hund ned i et hul i gulvet i deres lejlighed, hvor det kravler rundt, mens Valeria desperat skriger efter den. I den sidste film tager Chivo sig af Octavios mishandlede hund, som han samler op efter ulykken. Alle disse forhold siger noget om personernes forhold til sig selv og deres medmennesker.

Inarritu bruger håndholdte kameraer og et hårdt lys til at skildre denne barske verden. Samtidig jonglerer han med de tre historier, der forbindes på flere måder i en god ”Pulp Fiction”-stil. Men det er ikke Californien, men Mexico City han skildrer her. En by, hvor bror kæmper mod bror, oghvor alle tager først og fremmest hensyn til dem selv. Filmen er stærk og tankevækkende, men den fungerer ikke fuldkommen. Den anden historie er god i sig selv, men den passer ikke så godt ind i tonen fra de andre film. Det ville nok have været bedre at fortælle historien om de to brødre i den tredje historie, hvis man ville flette overklassen ind i filmen.

Det sagt, så er det tydeligt, hvorfor flere udråber ”Amores Perros” som en af de vigtigste nye mexicanske film. Det er en utrolig stærk debutfilm for Inarritu, og men også en utrolig stærk film i sig selv.
Love Is a Bitch