Uddøende race

Kekexili er navnet på en stor vild tibetanske ødemark i Vestkina, der består af bjerge og kæmpestore sletter, hvor der er ganske lidt liv. Der lever dog den sjældne tibetanske antelope, der er ved at uddø på grund af krybskytter, der sælger dens pels til forfængelige kvindfolk verden over.

Lu Chuans ”Kekexili” er ikke en dokumentarfilm om disse anteloper, selv om den stilmæssigt kan minde om en dokumentar. Det er derimod en autentisk skildring af de frivillige mænd i Kekexilis bjergpatrulje, der jager krybskytterne. Et hårdt og et farligt arbejde med flere måneder og år i en gold og trøstesløs ødemark. Og så er det et frivilligt og ulønnet job.

Vi følger en journalist, der er sendt til Kekexili for at følge patruljen, der ledes af den fåmælte, men karismatiske leder Ri Tai. En af Ri Tais mænd er for nylig blevet myrdet af krybskytterne, og Ri Tai sætter sig for at fange krybskytterne en gang for alle. Filmen tager os ud i de storslåede landskaber, hvor rejsen bliver hårdere og hårdere jo længere mændene kommer ud. Det føles til tider lidt som en western. Filmen om den sidste ødemark, hvor barske mænd gør et barsk arbejde.

Vi får aldrig at vide, hvorfor de gør det. Der er ingen idealistiske brandtaler eller politiske overtoner. Man kan se filmen som en allegori til Tibet-Kina problematikken med rige krybskytter, der udnytter den sidste rest af Tibet. Filmen slutter dog med en oplysning om, at Kina nu har sendt officielle styrker til området for at sikre anteloperne mod krybskytter. I mine øjne handler filmen ikke om uddøende anteloper, men i virkeligheden om uddøende mænd, der opgiver deres liv for kampen imod grådig opportunisme. En kamp der er tabt på forhånd, hvis man vurderer nutidens udvikling i det kapitalistiske Kina.