Formans katastrofe
1.0
Milos Formans første film i otte år er inspireret af den spanske maler Francisco Goyas værker fra tiden omkring den franske revolution og Napoleonskrigene.
Filmen starter i 1792, hvor Goya er i gang med to portrætter: Ét af en ung købmandsdatter og ét af den munk, der leder inkvisitionen. Købmandsdatteren bliver arresteret af kirken, grundløst anklaget for at praktisere jødiske ritualer, og hendes familie beder Goya om at skabe kontakt til munken, som de forsøger at presse og bestikke til at hjælpe sig. Herefter springer filmen til 1808, hvor Napoleon invaderer Spanien, og resultaterne af fortidens gerninger bliver kendt, da inkvisitionens fanger bliver sat fri. Styret af den selvsamme munk, som tidligere ledede inkvisitionen, men nu er det rationelles stemme som franskmændenes chefanklager mod de spanske religiøse ledere.
Alene længden af det ovenstående handlingsreferat viser, at der er noget galt med "Goya's Ghosts": Handlingen er noget symbolsk rod, og filmen stikker i mange retninger, uden at det bliver tydeligt, hvad den egentlig vil. Forman har endda allieret sig med den franske manuskriptguru Jean-Claude Carrière, men deres tredje samarbejde falder tungt til jorden. De beskæftiger sig ellers med en interessant historisk tid med revolution, borgerrettigheder og så videre - og det bliver ikke dårligere af at blive sat i Spanien, som var igennem nogle store omvæltninger i den periode. Men det har de altså omsat til en rodet, kedelig gang miskmask med alt for mange ligegyldige scener.
Jeg kan godt se nogle tegn på, hvor Forman og Carrière har villet hen med filmen. Der er klare paralleller til nutiden i både inkvisitionen, der tror på, at tortur er nødvendig for at få sandheden frem, og i franskmændene, der forsøger at indføre frihed og borgerrettigheder med magt. Der er også en modernistisk undertone i historien om munken, der skifter side og tro efter behag - og en klar sammenhæng til Goya, som netop bliver betragtet som én af de første modernistiske kunstnere på grund af sine satiriske og sortsynede værker. Men det er slet ikke tænkt ordentligt ind i resten af handlingen, og filmens overordnede pointe er uklar.
Jeg blev i hvert fald aldrig grebet af den, og Forman får også kvalt fine skuespillere som Stellan Skarsgård og Natalie Portman, der som Goya og købmandsdatteren spiller langt under det niveau, de ellers har. Goya bliver i øvrigt også reduceret til en underlig biperson i en historie, som starter med inspiration fra ham. Javier Bardem gør det bedre som munken, men er til gengæld handikappet af at skulle tale engelsk.
Et plus er det dog, at filmen er nydeligt fotograferet, og der er gjort meget ud af kulisser, kostumer og så videre. De forskellige slags soldater har fx korrekte uniformer på. Men igen: Resten er virkelig ikke godt. Monty Python havde mere begavede ting at sige om den spanske inkvisition end denne film.
Goya var en stor maler, og især hans 'sorte malerier' var unikke på hans tid. De har været en del af inspirationen til denne film - men se dem på Prado-museet i Madrid og ikke her. Det fortjener de.
Filmen starter i 1792, hvor Goya er i gang med to portrætter: Ét af en ung købmandsdatter og ét af den munk, der leder inkvisitionen. Købmandsdatteren bliver arresteret af kirken, grundløst anklaget for at praktisere jødiske ritualer, og hendes familie beder Goya om at skabe kontakt til munken, som de forsøger at presse og bestikke til at hjælpe sig. Herefter springer filmen til 1808, hvor Napoleon invaderer Spanien, og resultaterne af fortidens gerninger bliver kendt, da inkvisitionens fanger bliver sat fri. Styret af den selvsamme munk, som tidligere ledede inkvisitionen, men nu er det rationelles stemme som franskmændenes chefanklager mod de spanske religiøse ledere.
Alene længden af det ovenstående handlingsreferat viser, at der er noget galt med "Goya's Ghosts": Handlingen er noget symbolsk rod, og filmen stikker i mange retninger, uden at det bliver tydeligt, hvad den egentlig vil. Forman har endda allieret sig med den franske manuskriptguru Jean-Claude Carrière, men deres tredje samarbejde falder tungt til jorden. De beskæftiger sig ellers med en interessant historisk tid med revolution, borgerrettigheder og så videre - og det bliver ikke dårligere af at blive sat i Spanien, som var igennem nogle store omvæltninger i den periode. Men det har de altså omsat til en rodet, kedelig gang miskmask med alt for mange ligegyldige scener.
Jeg kan godt se nogle tegn på, hvor Forman og Carrière har villet hen med filmen. Der er klare paralleller til nutiden i både inkvisitionen, der tror på, at tortur er nødvendig for at få sandheden frem, og i franskmændene, der forsøger at indføre frihed og borgerrettigheder med magt. Der er også en modernistisk undertone i historien om munken, der skifter side og tro efter behag - og en klar sammenhæng til Goya, som netop bliver betragtet som én af de første modernistiske kunstnere på grund af sine satiriske og sortsynede værker. Men det er slet ikke tænkt ordentligt ind i resten af handlingen, og filmens overordnede pointe er uklar.
Jeg blev i hvert fald aldrig grebet af den, og Forman får også kvalt fine skuespillere som Stellan Skarsgård og Natalie Portman, der som Goya og købmandsdatteren spiller langt under det niveau, de ellers har. Goya bliver i øvrigt også reduceret til en underlig biperson i en historie, som starter med inspiration fra ham. Javier Bardem gør det bedre som munken, men er til gengæld handikappet af at skulle tale engelsk.
Et plus er det dog, at filmen er nydeligt fotograferet, og der er gjort meget ud af kulisser, kostumer og så videre. De forskellige slags soldater har fx korrekte uniformer på. Men igen: Resten er virkelig ikke godt. Monty Python havde mere begavede ting at sige om den spanske inkvisition end denne film.
Goya var en stor maler, og især hans 'sorte malerier' var unikke på hans tid. De har været en del af inspirationen til denne film - men se dem på Prado-museet i Madrid og ikke her. Det fortjener de.
02/07-2007
