The problem of leisure
5.0
”Marie Antoinette” er Coppolas smukt fortalte historie om den unge østrigske pige (Kirsten Dunst), der vokser op i et fængsel af dekadence og overflod. Måske ikke helt ulig den gennemsnitlige teenager i de fleste rige lande i dag.
Filmen handler om Antoinettes tilpasning til sin nye verden og hendes indre udvikling. Hvordan hun i den bizarre verden i Versailles finder sit eget ståsted. Men filmen handler mere om hendes væren end gøren, og der er ikke de store dramatiske knudepunkter med voldsomme konflikter andet end oprøret til sidst.
Coppola skildrer i stedet den stille og konstante konflikt mellem Antoinettes menneskelige behov og de absurde sociale rammer. Nogle rammer som Antoinette ultimativt ikke formår at bryde. Hun bryder et par tabuer i løbet af filmen, men ultimativt bliver hendes liv Versailles.
Hendes første store problem fra sit første skridt ind på slottet er at hun ikke kan få sin mand Louis XVI til at give hende et barn. Antoinette er ingenting på Versailles, hvis hun ikke kan føde Frankrig en arving. Louis spilles af Jason Schwartzman med masser af komisk underfundighed. Han skildres som en nørdet ung knægt, der dyrker låse og jagt som sin hobby, men ikke har det mindste forstand på kvinder eller noget andet for den sags skyld. Ingen har givet knægten seksualundervisning. Måske fordi det ikke er passende at tale om sådan noget overfor de kongelige.
På Versailles er etikette og rang nemlig alt. Da Antoinette bliver lidt ældre, bryder hun med nogle af disse etiketter ved blandt andet at klappe i teatret (hvilket man normalt ikke gør, når der er kongelige tilstede) og ved at holde uofficielle fester uden hensyn til rang og status. Men Antoinette kommer for alvor aldrig ud af den lukkede Versailles-verden.
Coppola skildrer denne verden utrolig smukt med de fineste kjoler, ekstravagante parykker, champagne en masse og en overflod af kager og søde sager. Er det for meget, spørger Antoinette på et tidspunkt sin parykmager, der lige har lavet en gigantisk og overpyntet paryk til hende. Nej, siger han. Jo, tænker publikum.
"Antoinette" er en gennemgående ironisk og humoristisk skildring af livet på Versailles. Den samme ironi og humor som man også finder i Coppolas tidligere værker. En ironi der efter min mening fanger tidsånden i det 21. århundrede godt. Den rige ”Versailles”-verden for teenagere i alle aldre i dag er et stort pink popparadis isoleret fra verdens fjerne realiteter. Men Coppola fordømmer ikke Antoinette. Hun viser sympati og forståelse med hende, da hun ikke har andet valg end at tilpasse sig sit bur af absurditeter, dekadence og rigdom.
Filmen handler om Antoinettes tilpasning til sin nye verden og hendes indre udvikling. Hvordan hun i den bizarre verden i Versailles finder sit eget ståsted. Men filmen handler mere om hendes væren end gøren, og der er ikke de store dramatiske knudepunkter med voldsomme konflikter andet end oprøret til sidst.
Coppola skildrer i stedet den stille og konstante konflikt mellem Antoinettes menneskelige behov og de absurde sociale rammer. Nogle rammer som Antoinette ultimativt ikke formår at bryde. Hun bryder et par tabuer i løbet af filmen, men ultimativt bliver hendes liv Versailles.
Hendes første store problem fra sit første skridt ind på slottet er at hun ikke kan få sin mand Louis XVI til at give hende et barn. Antoinette er ingenting på Versailles, hvis hun ikke kan føde Frankrig en arving. Louis spilles af Jason Schwartzman med masser af komisk underfundighed. Han skildres som en nørdet ung knægt, der dyrker låse og jagt som sin hobby, men ikke har det mindste forstand på kvinder eller noget andet for den sags skyld. Ingen har givet knægten seksualundervisning. Måske fordi det ikke er passende at tale om sådan noget overfor de kongelige.
På Versailles er etikette og rang nemlig alt. Da Antoinette bliver lidt ældre, bryder hun med nogle af disse etiketter ved blandt andet at klappe i teatret (hvilket man normalt ikke gør, når der er kongelige tilstede) og ved at holde uofficielle fester uden hensyn til rang og status. Men Antoinette kommer for alvor aldrig ud af den lukkede Versailles-verden.
Coppola skildrer denne verden utrolig smukt med de fineste kjoler, ekstravagante parykker, champagne en masse og en overflod af kager og søde sager. Er det for meget, spørger Antoinette på et tidspunkt sin parykmager, der lige har lavet en gigantisk og overpyntet paryk til hende. Nej, siger han. Jo, tænker publikum.
"Antoinette" er en gennemgående ironisk og humoristisk skildring af livet på Versailles. Den samme ironi og humor som man også finder i Coppolas tidligere værker. En ironi der efter min mening fanger tidsånden i det 21. århundrede godt. Den rige ”Versailles”-verden for teenagere i alle aldre i dag er et stort pink popparadis isoleret fra verdens fjerne realiteter. Men Coppola fordømmer ikke Antoinette. Hun viser sympati og forståelse med hende, da hun ikke har andet valg end at tilpasse sig sit bur af absurditeter, dekadence og rigdom.
02/07-2007
