Glohed hjertevarme
5.0
Egentlig er engelske ”Love Actually” en film næsten klinisk renset for bemærkelsesværdige perspektiver og nuancer, fuldkommen uinteresseret i at sætte spot på skyggesiderne i den menneskelige tilstand og en film som på ingen måde lade sig påvirke af alverdens ondskab og kaos i sit eget lille, sødladne univers. I stedet er det en sentimental overdyngende ladning sukker lige ned i smagsløgene og et akut sukkerangreb på selv de mest kærlighedshungrende hjerter. Egentlig er det en film der slet ikke burde fungere så godt som den gør. For fungere - det gør den så sandelig.
Man kunne meget vel have frygtet ”Love Actually” som værende én stor gang rod. Englænderne har nemlig lagt alle kræfter i at lave den ultimative jule/kærlighedsfilm med en stjernespækket rolleliste og talrige, superbanale plots. Der er ganske enkelt ikke sparet på noget. Hugh Grant giver den som skøn engelsk premierminister, Liam Neeson som enlig familiefar, Colin Firth som forelsket forfatter og Bill Nighy som aldrende rockstjerne og man kan vist rolig flotte sig at sige, at der bydes på noget for en hver smag. ”Love Actually” er dog heldigvis så forbandet kvalitativ, at den kun usandsynlig sjældent bliver for meget og klart vinder mere end den taber med sin godhjertede omgang følelsesgrød.
For selvom mæthedsstadiet flere gange synes inden for rækkevidde, disponerer ”Love Actually” flot og solidt sine mængder takket være humoristiske pletskud i massevis. Adskillige enkeltscener er simpelthen i verdensklasse og ikke mindst Billy Bob Thorntons optræden som USA’s præsident vidner om den herligt høje standart som præger filmens skare af finurlige påfund. Det er ganske vist sjældent man vrider af sig af grin, men omtrent lige så sjældent er det at man svækker på det smil, der stort set gennem hele forestillingen har belejret seerens mundtøj.
Slutningen på ”Lova Actually” er et rent bombardement af glæde og kærlighed og hvor man selv midt i krydsilden finder det umuligt ikke at stå i vejen for en Amor-pil eller to. Mange skal nok kunne få filmen og dens altdominerende kærlighedsvæsen galt i halsen, for der er vitterlig uendelig langt fra Stanley Kubricks pessimisme og så til Richard Curtis hjertefest. Derfor skal sidstnævntes film også udelukkende ses af et åbent publikum, der er paratgjort til at gabe over en glaseret og chokoladeovertrukket ”feel-god”-anretning. ”Love Actually” er dog på ingen måde så uindbydende som den lyder. For trods den langt fra er den ultimative kærlighedsfilm, er den muligvis den ultimative film og den ultimative glædesrus til at højne humøret.
Som film fortjener ”Love Actually” nok kun fire stjerner, men som oplevelse er den værd fem små. I hvert fald hvis man fravælger fornuftens dominans og lader hjertet tale.
Man kunne meget vel have frygtet ”Love Actually” som værende én stor gang rod. Englænderne har nemlig lagt alle kræfter i at lave den ultimative jule/kærlighedsfilm med en stjernespækket rolleliste og talrige, superbanale plots. Der er ganske enkelt ikke sparet på noget. Hugh Grant giver den som skøn engelsk premierminister, Liam Neeson som enlig familiefar, Colin Firth som forelsket forfatter og Bill Nighy som aldrende rockstjerne og man kan vist rolig flotte sig at sige, at der bydes på noget for en hver smag. ”Love Actually” er dog heldigvis så forbandet kvalitativ, at den kun usandsynlig sjældent bliver for meget og klart vinder mere end den taber med sin godhjertede omgang følelsesgrød.
For selvom mæthedsstadiet flere gange synes inden for rækkevidde, disponerer ”Love Actually” flot og solidt sine mængder takket være humoristiske pletskud i massevis. Adskillige enkeltscener er simpelthen i verdensklasse og ikke mindst Billy Bob Thorntons optræden som USA’s præsident vidner om den herligt høje standart som præger filmens skare af finurlige påfund. Det er ganske vist sjældent man vrider af sig af grin, men omtrent lige så sjældent er det at man svækker på det smil, der stort set gennem hele forestillingen har belejret seerens mundtøj.
Slutningen på ”Lova Actually” er et rent bombardement af glæde og kærlighed og hvor man selv midt i krydsilden finder det umuligt ikke at stå i vejen for en Amor-pil eller to. Mange skal nok kunne få filmen og dens altdominerende kærlighedsvæsen galt i halsen, for der er vitterlig uendelig langt fra Stanley Kubricks pessimisme og så til Richard Curtis hjertefest. Derfor skal sidstnævntes film også udelukkende ses af et åbent publikum, der er paratgjort til at gabe over en glaseret og chokoladeovertrukket ”feel-god”-anretning. ”Love Actually” er dog på ingen måde så uindbydende som den lyder. For trods den langt fra er den ultimative kærlighedsfilm, er den muligvis den ultimative film og den ultimative glædesrus til at højne humøret.
Som film fortjener ”Love Actually” nok kun fire stjerner, men som oplevelse er den værd fem små. I hvert fald hvis man fravælger fornuftens dominans og lader hjertet tale.
02/07-2007
