Batman lever

5.0
Den var lige så fin, som jeg forventede. Christopher Nolan har hentet de ting, jeg synes er fede ved Batman - den dystre, kompromisløse helt og det sorte univers - og Christian Bale er fed i hovedrollen. Det er ikke helt Frank Millers "Dark Knight", men det er bestemt derhenad.

Manuskriptet er stærkt med fine gennemgående temaer om frygt som våben og selvtægt kontra retfærdighed. Og hvor må det være fedt at arbejde med en så kompetent samling skuespillere - Michael Caine, Liam Neeson, Tom Wilkinson, Gary Oldman. De kan jo fylde en hel film hver. Plus at Cillian Murphy er en positiv overraskelse som Scarecrow. Den eneste, der falder lidt igennem, er Katie Holmes som romantic interest - men hendes rolle er også noget kønsløs.

Gotham kommer flot på lærredet i smukke, computerhjulpne scenografier. Selvfølgelig med konsekvent mørke, regnvåde billeder. Det er, som det skal være.

Til gengæld er actionscenerne overraskende ordinære. Ikke dårlige, men de har bare ikke det schwung og kapow, som fx "Spider-Man 2" leverede. Den konsekvent mørke billedstil gør dem desuden lidt forvirrende. Og den store slutkamp er ærligt talt lidt tynd i kanten.

Men trods små skønhedspletter er det altså en rigtig fed film - suverænt den bedste Batman-filmatisering nogensinde. Langt mere guts. Jeg glæder mig meget til fortsættelsen.
Batman Begins