Galmandsværk
4.0
Tilbage i 1974 havde en gal mand en plan om at kapre et rutefly og styrte det ned i Det Hvide Hus. Hans navn var Sam Bicke, og hændelsen er udgangspunktet for denne film, der er 'inspireret af' virkelige begivenheder.
"The Assassination of Richard Nixon" er en deprimerende historie. Bicke er et sørgeligt fjols, en taber uden jordforbindelse, hvis verden stille og roligt bryder sammen til det punkt, hvor han beslutter sig for at slå tilbage mod 'dem' og dræbe præsidenten, så navnet Bicke aldrig bliver glemt. Sean Penn spiller ham selvfølgelig særdeles overbevisende, en stakkels lille mand med grimt overskæg i et trist brunt 70'er-univers.
Det her er den grimme side af den amerikanske drøm. Bicke har alle bliv-rig-i-en-fart-og-køb-din-kernefamilie-glad-drømmene, men kommer slet ikke i nærheden af at føre dem ud i livet. I stedet skyder han skylden på andre, på samfundet og de åbenlyse løgne omkring ham. På den led har filmen nogle fine paralleller til nutiden, for i 1974 havde amerikanerne også en præsident, der havde et alternativt forhold til sandheden, havde kastet landet ud i blodig krig og så stort på borgernes rettigheder.
Den debuterende instruktør Niels Mueller holder ekstremt konsekvent filmen i en afdæmpet stil, hvor Penn fylder det meste. Dermed skaber han et tankevækkende portræt af den ensomme galning, der beslutter sig for at myrde præsidenten - og ikke mindst hvilke ting der driver ham derud.
"The Assassination of Richard Nixon" er en deprimerende historie. Bicke er et sørgeligt fjols, en taber uden jordforbindelse, hvis verden stille og roligt bryder sammen til det punkt, hvor han beslutter sig for at slå tilbage mod 'dem' og dræbe præsidenten, så navnet Bicke aldrig bliver glemt. Sean Penn spiller ham selvfølgelig særdeles overbevisende, en stakkels lille mand med grimt overskæg i et trist brunt 70'er-univers.
Det her er den grimme side af den amerikanske drøm. Bicke har alle bliv-rig-i-en-fart-og-køb-din-kernefamilie-glad-drømmene, men kommer slet ikke i nærheden af at føre dem ud i livet. I stedet skyder han skylden på andre, på samfundet og de åbenlyse løgne omkring ham. På den led har filmen nogle fine paralleller til nutiden, for i 1974 havde amerikanerne også en præsident, der havde et alternativt forhold til sandheden, havde kastet landet ud i blodig krig og så stort på borgernes rettigheder.
Den debuterende instruktør Niels Mueller holder ekstremt konsekvent filmen i en afdæmpet stil, hvor Penn fylder det meste. Dermed skaber han et tankevækkende portræt af den ensomme galning, der beslutter sig for at myrde præsidenten - og ikke mindst hvilke ting der driver ham derud.
03/07-2007
