Brangelina

1.0
Denne film vil primært blive husket for, at det var her, Brangelina fandt sammen.

Historien om to lejemordere, der er gift, men ikke ved, at de hver især er lejemordere, før de bliver sat til at dræbe hinanden, er tåbelig, men dog af den slags, der kunne været kommet en o.k. actionkomedie ud af.

Men det gør der ikke. Den er ikke ret sjov, og actionscenerne er middelmådige. Især i betragtning af, at filmen skal have kostet 110 millioner dollars at lave. Det kan overhovedet ikke ses.

Selvfølgelig er der enkelte scener, der fungerer - især startsekvensen med de to mordere i parterapi. Men samlet set virker det, som om bagmændene har tænkt, at når man har to superstjerner som Angelina Jolie og Brad Pitt i hovedrollerne, klarer de nok det hele selv. De gør det egentlig udmærket - især Jolie i vanlig Lara Croft-stil - men kan ikke alene holde sammen på en gang uinspireret rod.

Og det har forbløffende lille indvirkning på Pitts og Jolies samspil, at de faldt for hinanden under optagelserne. "Mr. & Mrs. Smith" er en imponerende ligegyldig film.

Gense dvd'en med "True Lies" i stedet.
Mr. and Mrs. Smith