Gammeldaws spændingsfilm

3.0
Politisk thriller, som de lavede dem i gamle dage. Nærmere betegnet 70'erne, hvor instruktør Sydney Pollack blandt andet stod for den fremragende "Three Days of the Condor".

"The Interpreter" har ikke samme niveau, men bygger dog på en ganske fin historie om en tolk, der i FN's hovedkvarter overhører en samtale mellem nogle, der tilsyneladende vil dræbe en afrikansk diktator, når han kommer på besøg. Det er et ret finurligt udgangspunkt, at heltene er nødt til at beskytte et dumt svin mod noget, de ikke helt ved, hvad er.

Tolken spilles af Nicole Kidman, her i én af sine mere irriterende roller. Jeg synes ikke, hun kan finde ud af at spille mystisk, sexet kvinde med afrikanske rødder - det bliver mere teenage-surmulende for mig. Til gengæld er Sean Penn fed som den desillusionerede Secret Service-agent, der bliver sat til at finde hoved og hale i affæren. Catherine Keener er også rigtig fin som hans makker med mange syrlige bemærkninger.

"The Interpreter" er ikke helt skarpt skåret. Der er en del tomgang undervejs, spillet mellem Kidman og Penn er uden gnist, og især mod slutningen bliver det lige lovligt patetisk og fyldt med gammel afrikansk visdom. Men filmen viser trods alt solidt håndværk fra gamle Pollack. Plottet bliver effektivt afviklet, spændingssekvenserne er rigtig godt skruet sammen, og med hjælp fra Sean Penn giver det en ganske seværdig film.
Tolken - The Interpreter