Svær vej til Manderlay
3.0
Lars von Triers fortsættelse til "Dogville" er skåret over fuldstændig samme læst. Optaget i ét stort studie, nærmest uden kulisser, i otte kapitler, med skuespillerne og John Hurts fortællerstemme som de bærende elementer.
Det er en form, der får mig til at fokusere på historien, fordi alle de visuelle indtryk er skåret væk. Meget intellektuel. Og historien er da også det bedste ved "Manderlay", der skildrer, hvordan Grace efter Dogville kommer til en plantage i Alabama, hvor de sorte stadig er slaver knap 70 år efter slaveriets ophør. Grace bliver rasende og beslutter sig for at befri slaverne og indføre demokrati på plantagen. Hvilket viser sig at være lettere sagt end gjort.
Især mod slutningen er det en film med mange twists og fine pointer. Den altoverskyggende er, at der stadig ikke er ligestilling i USA, og det bliver serveret med en smuk parallel til Irakkrigen. Og på trods af sin indignation er det ikke en film, der giver nemme løsninger.
Men det er også én af den slags film, hvor det er svært at være uenig med pointerne. Måske skal man være amerikaner for at blive provokeret for alvor. Og eftersom de store, begavede twists først kommer til sidst, føltes den temmelig langtrukken.
Det hænger også sammen med, at jeg ikke for alvor blev grebet af skuespillerne. Bryce Dallas Howard fylder simpelt hen ikke nok som Grace, og resten er også lidt blege. Isaach de Bankolé irriterede mig som plantagens stolte slave. Willem Dafoe kører sin vej i startscenen, og han måtte ærligt talt gerne være blevet væk. Mange steder bliver von Trier berømmet for sin evne til at komme tæt på skuespillerne, men den kommer ikke ud over lærredet i dette tilfælde.
Men altså ... på det overordnede plan ved von Trier i allerhøjeste grad, hvad han laver, og "Manderlay" er en intelligent film. Den er bare mere intelligent end god.
Det er en form, der får mig til at fokusere på historien, fordi alle de visuelle indtryk er skåret væk. Meget intellektuel. Og historien er da også det bedste ved "Manderlay", der skildrer, hvordan Grace efter Dogville kommer til en plantage i Alabama, hvor de sorte stadig er slaver knap 70 år efter slaveriets ophør. Grace bliver rasende og beslutter sig for at befri slaverne og indføre demokrati på plantagen. Hvilket viser sig at være lettere sagt end gjort.
Især mod slutningen er det en film med mange twists og fine pointer. Den altoverskyggende er, at der stadig ikke er ligestilling i USA, og det bliver serveret med en smuk parallel til Irakkrigen. Og på trods af sin indignation er det ikke en film, der giver nemme løsninger.
Men det er også én af den slags film, hvor det er svært at være uenig med pointerne. Måske skal man være amerikaner for at blive provokeret for alvor. Og eftersom de store, begavede twists først kommer til sidst, føltes den temmelig langtrukken.
Det hænger også sammen med, at jeg ikke for alvor blev grebet af skuespillerne. Bryce Dallas Howard fylder simpelt hen ikke nok som Grace, og resten er også lidt blege. Isaach de Bankolé irriterede mig som plantagens stolte slave. Willem Dafoe kører sin vej i startscenen, og han måtte ærligt talt gerne være blevet væk. Mange steder bliver von Trier berømmet for sin evne til at komme tæt på skuespillerne, men den kommer ikke ud over lærredet i dette tilfælde.
Men altså ... på det overordnede plan ved von Trier i allerhøjeste grad, hvad han laver, og "Manderlay" er en intelligent film. Den er bare mere intelligent end god.
06/07-2007
