Japan i krigens klemme
3.0
Efter Clint Eastwoods første vellykkede forsøg på at beskrive hvordan krig og helte er modstridende verbaler med krigsfilmen ”Flags of Our Fathers”, er han gået et skridt videre. Eastwood har med efterfølgeren ”Letters from Iwo Jima” gjort det ultimative for at understrege en krigs menneskelige kompleksitet - han har slet og ret skiftet side.
Det er bestemt ingen dårlig idé at minde os, publikum, om, at der bag alle levende individer på slagmarken gemmer sig et menneske af kød, blod, hjerte og sjæl. Faktisk er det meget vel den eneste rigtige idé man overhoved kan tænke sig til at pålægge en krigsfilm i år 2006 og den eneste rigtige undskyldning for at vise soldater i blodrus og gråd for 120. gang. Har krigsgenren nogensinde haft en grund til sin sejlivede eksistens, burde denne idé være grunden. Derfor kan ingen naturligvis frasige ”Letters from Iwo Jima” fra at være en bare minimalt væsentlig og nødvendig film, for selvom vi et hav af gange har fået opsummeret at krig forgifter sjælen og fratager menneskets uskyld med usandsynlig brutalitet, er det et af de slags emner man sagtens kan bære over med at få gentaget.
Desværre er det bare en lille smule svært at se hvad man skal bruge ”Letters from Iwo Jima” til. Uden at dens træden rundt i for længst forståede pointer nogensinde forekommer direkte irriterende, føler man dog store dele af tiden med japanere der sidder i saksen, at den tidligere slagskraft i at få serveret en grusom krig på filmmediets sølvfad i film som ”The Thin Red Line”, ”Saving Private Ryan” og seneste ”Der Untergang” ikke er hvad den har været. Selvfølgelig er man chokeret i filmens hårdeste scener, som når et mandskab soldater på 6-8 mand beslutter at begå selvmord enkeltvis med en antændt håndgranat i favnen, eller når en såret amerikansk soldat spiddes ihjel af japanske bajonetter. Det er den menneskelige og psykiske smerte frem for den kropslige og fysiske der aldrig rigtig træder i kraft, og da slet ikke når Clint Eastwood, endda i højere grad end han gjorde med ”Flags of Our Fathers”, atter viser ærgerlige tendenser til at lade tingene trække ud, så det til sidst nærmer sig det kedsommelig at se krigen fortære dens ofre.
Inden for genren læner Eastwoods anden del sig mest iøjefaldende op ad Terrence Malicks førnævnte ”The Thin Red Line”. Refleksioner og tankestrømme gennem Voice-over-monologer, lederen der vil sine mænd det bedste, den vanvittige soldat der tumler rundt og ter sig på må og få og ikke mindst en lang spilletid til at få det hele med er primært grundelementerne i ”Letters from Iwo Jima” og med undtagelse af de fuldkommen visne billedfarver der præger japanernes dødfødte overlevelseskamp, er der mere eller mindre tale om en lignende tilgang til emnet. En sammenligning dertil ville dog være formålsløs, da Malick og hans mesterværk på alle leder og kanter med fuld overlegenhed trækker det længste strå. Trods ”Letters from Iwo Jima” slet ikke bærer på samme unikke perspektiver, samme skønhed og samme kreative udfoldelser, er den i sine bedste stunder en smuk og fængende fortælling om mennesker der ikke ser æren i at dø for sin sag, men simpelthen bare er nød til det.
Ken Watanabe er atter engang glimrende i hovedrollen, men hovedsagligt ser jeg personligt de japanske skuespillere som en hæmsko for filmens menneskelige værdier, der kun sjældent finder vej til de afgørende nuancer. Af én eller anden grund har jeg svært ved at værdsætte sproget og spillet, der begge fremstår teatralsk og svært at nå ind til. Alt i alt er ”Letters from Iwo Jima” som så mange andre krigsfilm væsentlig, den er hamrende flot lavet og sine steder yderst velfungerende, men også for lang og for linær til at slå fra sig med den fornødne styrke og gøre sig fortjent til mere end tre stjerner.
Det er bestemt ingen dårlig idé at minde os, publikum, om, at der bag alle levende individer på slagmarken gemmer sig et menneske af kød, blod, hjerte og sjæl. Faktisk er det meget vel den eneste rigtige idé man overhoved kan tænke sig til at pålægge en krigsfilm i år 2006 og den eneste rigtige undskyldning for at vise soldater i blodrus og gråd for 120. gang. Har krigsgenren nogensinde haft en grund til sin sejlivede eksistens, burde denne idé være grunden. Derfor kan ingen naturligvis frasige ”Letters from Iwo Jima” fra at være en bare minimalt væsentlig og nødvendig film, for selvom vi et hav af gange har fået opsummeret at krig forgifter sjælen og fratager menneskets uskyld med usandsynlig brutalitet, er det et af de slags emner man sagtens kan bære over med at få gentaget.
Desværre er det bare en lille smule svært at se hvad man skal bruge ”Letters from Iwo Jima” til. Uden at dens træden rundt i for længst forståede pointer nogensinde forekommer direkte irriterende, føler man dog store dele af tiden med japanere der sidder i saksen, at den tidligere slagskraft i at få serveret en grusom krig på filmmediets sølvfad i film som ”The Thin Red Line”, ”Saving Private Ryan” og seneste ”Der Untergang” ikke er hvad den har været. Selvfølgelig er man chokeret i filmens hårdeste scener, som når et mandskab soldater på 6-8 mand beslutter at begå selvmord enkeltvis med en antændt håndgranat i favnen, eller når en såret amerikansk soldat spiddes ihjel af japanske bajonetter. Det er den menneskelige og psykiske smerte frem for den kropslige og fysiske der aldrig rigtig træder i kraft, og da slet ikke når Clint Eastwood, endda i højere grad end han gjorde med ”Flags of Our Fathers”, atter viser ærgerlige tendenser til at lade tingene trække ud, så det til sidst nærmer sig det kedsommelig at se krigen fortære dens ofre.
Inden for genren læner Eastwoods anden del sig mest iøjefaldende op ad Terrence Malicks førnævnte ”The Thin Red Line”. Refleksioner og tankestrømme gennem Voice-over-monologer, lederen der vil sine mænd det bedste, den vanvittige soldat der tumler rundt og ter sig på må og få og ikke mindst en lang spilletid til at få det hele med er primært grundelementerne i ”Letters from Iwo Jima” og med undtagelse af de fuldkommen visne billedfarver der præger japanernes dødfødte overlevelseskamp, er der mere eller mindre tale om en lignende tilgang til emnet. En sammenligning dertil ville dog være formålsløs, da Malick og hans mesterværk på alle leder og kanter med fuld overlegenhed trækker det længste strå. Trods ”Letters from Iwo Jima” slet ikke bærer på samme unikke perspektiver, samme skønhed og samme kreative udfoldelser, er den i sine bedste stunder en smuk og fængende fortælling om mennesker der ikke ser æren i at dø for sin sag, men simpelthen bare er nød til det.
Ken Watanabe er atter engang glimrende i hovedrollen, men hovedsagligt ser jeg personligt de japanske skuespillere som en hæmsko for filmens menneskelige værdier, der kun sjældent finder vej til de afgørende nuancer. Af én eller anden grund har jeg svært ved at værdsætte sproget og spillet, der begge fremstår teatralsk og svært at nå ind til. Alt i alt er ”Letters from Iwo Jima” som så mange andre krigsfilm væsentlig, den er hamrende flot lavet og sine steder yderst velfungerende, men også for lang og for linær til at slå fra sig med den fornødne styrke og gøre sig fortjent til mere end tre stjerner.
07/07-2007
