Mr. Roboto
3.0
Legetøj bliver til sommerblockbusteractionbrag af Michael Bay, hvis ide om god underholdning er masser af kinetisk billedstøj, øredøvende eksplosioner og one-liners sat løst sammen af en rodet historie med nogle tynde karakterer. "Transformers" får han i det mindste en smule assistance af gode gamle Spielberg, der måske har inspireret til at give ”Transformers” lidt mere lune og hjerte. Der er nemlig lidt menneskeligt varme og en smule humor i historien om en dreng og hans bil, der ligger bag Bays kolde og ufølsomme actionstil.
Shia LaBeouf gør det glimrende som knægten Sam Witwicky, der først freaker, da han finder ud af, at sin nye bil faktisk er en robot fra det ydre rum. Men da han og sin udkårne ultrababe (foxy Mega Fox) rodes dybere ind i en kamp mellem gode og onde robotter om en magisk mecha-terning fra det ydre rum, finder han hurtigt ud af, at det er ganske godt at have en god robot på sin side.
Historien er lige så vanvittig og langt ude, som den lyder til, men det hele er eksekveret med masser af selvironi og humor. Der er flere underholdende sekvenser, og effekterne er ofte imponerende. Problemet er, at Bay blot fylder på og fylder på uden at samle alt sit rod til en vedkommende og spændende historie. Filmen har masser af mere eller mindre ligegyldige delhistorier om en forsvarsminister (Jon Voight), der minder alt for meget om Donald Rumsfeld, en hackerbabe (Rachael Taylor) med et wacky sidekick (Anthony Anderson), en tåbelig hemmelighedsfuld leder for en mystisk FBI-organisation (John Turturro) og en flok ørkensoldater, hvis historiesegment mest af alt ligner en hvervekampagne for det amerikanske militær. Turturro er sjov, og soldaterne giver anledning til noget action, men Bay formår ikke at få det hele til at spille godt nok sammen.
Michael "Mr. Roboto" Bays kolde actionstil er lidt på samme måde. Masser af eksplosioner og robotter, der skyder på hinanden. Der sker hundrede ting på tre sekunder, og det hele er filmet med et hektisk, rystende kamera. Vi ser ikke den samlede koreografi for det hele. Vi kan får ikke et overblik over taktikken bag al aktiviteten. Det er ellers ofte det mest spændende ved actionsekvenser efter min mening: gennemtænkt koreografi. Det er ikke helt så slemt i ”Transformers” som i andre Bay-film, hvor det føles, som om manden blot vil få reaktioner ved publikum ved filmisk at skrige ind i ansigtet.
Som sagt er der også nogle flotte effekter, som vi kan glimte i de splitsekunder filmens shots varer. Og tonen er let nok til, at man føler sig nogenlunde underholdt, så længe det varer. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke en bestemt tanke, mens jeg sad i biografmørket: Det her ville have været en langt større fornøjelse, hvis Spielberg sad bag roret og ikke blot på pengekassen.
Shia LaBeouf gør det glimrende som knægten Sam Witwicky, der først freaker, da han finder ud af, at sin nye bil faktisk er en robot fra det ydre rum. Men da han og sin udkårne ultrababe (foxy Mega Fox) rodes dybere ind i en kamp mellem gode og onde robotter om en magisk mecha-terning fra det ydre rum, finder han hurtigt ud af, at det er ganske godt at have en god robot på sin side.
Historien er lige så vanvittig og langt ude, som den lyder til, men det hele er eksekveret med masser af selvironi og humor. Der er flere underholdende sekvenser, og effekterne er ofte imponerende. Problemet er, at Bay blot fylder på og fylder på uden at samle alt sit rod til en vedkommende og spændende historie. Filmen har masser af mere eller mindre ligegyldige delhistorier om en forsvarsminister (Jon Voight), der minder alt for meget om Donald Rumsfeld, en hackerbabe (Rachael Taylor) med et wacky sidekick (Anthony Anderson), en tåbelig hemmelighedsfuld leder for en mystisk FBI-organisation (John Turturro) og en flok ørkensoldater, hvis historiesegment mest af alt ligner en hvervekampagne for det amerikanske militær. Turturro er sjov, og soldaterne giver anledning til noget action, men Bay formår ikke at få det hele til at spille godt nok sammen.
Michael "Mr. Roboto" Bays kolde actionstil er lidt på samme måde. Masser af eksplosioner og robotter, der skyder på hinanden. Der sker hundrede ting på tre sekunder, og det hele er filmet med et hektisk, rystende kamera. Vi ser ikke den samlede koreografi for det hele. Vi kan får ikke et overblik over taktikken bag al aktiviteten. Det er ellers ofte det mest spændende ved actionsekvenser efter min mening: gennemtænkt koreografi. Det er ikke helt så slemt i ”Transformers” som i andre Bay-film, hvor det føles, som om manden blot vil få reaktioner ved publikum ved filmisk at skrige ind i ansigtet.
Som sagt er der også nogle flotte effekter, som vi kan glimte i de splitsekunder filmens shots varer. Og tonen er let nok til, at man føler sig nogenlunde underholdt, så længe det varer. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke en bestemt tanke, mens jeg sad i biografmørket: Det her ville have været en langt større fornøjelse, hvis Spielberg sad bag roret og ikke blot på pengekassen.
07/07-2007
