Smadrefilm med vid
5.0
I store træk er ”Transformers” et typisk Michael Bay-produkt gjort af store ord, højrøstet musik og overvældende altødelæggelser. Men den er samtidig et overraskende klart, kontant og anderledes friskt forsøg på, at undskylde for en pjattet omgang robot-action.
Netop fordi Michael Bay denne gang erkender sin undskyldnings totale uholdbarhed, er ”Transformers” en befriende oplevelse. En film der føles langt mere intelligent end genrens størstedel, uden et plot der på nogen måde omskriver historiebøgerne og uden at prale af en mærkværdig IQ-værdi. Dette behøves nemlig ikke, når ”Transformers” med smittende stærk overbevisning står inde for, at lidt selvironi og vid er kransekagens altafgørende top når løjerne står på levendegjort legetøj. Og det er her, Bay og producer Steven Spielberg har brilleret og skabt et 2½-time langt, borende pletskud ind i det indre drengehjete.
Allerede ved filmens spæde begyndelse er smilemusklerne sat i omdrejninger, når legetøjsfirmaet ”Hasbro” (der producerede ”Transformers”-legetøjet) står skrevet i startteksterne. Generelt er det usandsynlig fedt, hvordan man med bevidst ironisk distance har forholdt sig tro til legetøjet, og hvor bare navnene som Megatron og Bumblebee og disse gigantrobotters dybe stemmer fastslår den barnlige ånd, der indhyller filmens hele.
Special-effekterne er der dog, trods sjove karaktertræk hos robotslænget, langt fra sparet på og særligt i filmens halsbrækkende klimaks er det møghamrende imponerende hvor mange missiler der kan krydse hinanden, bygninger der kan jævnes med jorden og drabelige robotter der kan springe rundt og slås samtidig med så stor visuel energi som vi får præsenteret.
Selvom det er giganternes kamp og deres forestilling, får menneskene trods alt masser af spilletid og får givet godt fra sig med solide replikker og fantastisk sjove morsomheder. Særligt filmens talentfulde og karismatiske hovedrolleindehaver, Shia Labeouf, og Anthony Anderson i en som altid fremragende birolle sørger for dette, men også det humorspækkede manuskript der konstant besætter ”Transformers” og sikre tilskueren, at smilet aldrig forlader læben gennem 144 minutter - måske skulle det lige være til fordel for en måben over filmens visuelle strabadser, hvori de slowmotion-baserede er usandsynlige flotte.
”Transformers” er hverken ”Mars Attack’s”, ”E.T” eller ”Terminator”. Den er en mellemting af den slags der, trods sine enkelte mangler, stråler af potentiale til at blive en fremtidig klassiker inden for underholdningsfaget.
Netop fordi Michael Bay denne gang erkender sin undskyldnings totale uholdbarhed, er ”Transformers” en befriende oplevelse. En film der føles langt mere intelligent end genrens størstedel, uden et plot der på nogen måde omskriver historiebøgerne og uden at prale af en mærkværdig IQ-værdi. Dette behøves nemlig ikke, når ”Transformers” med smittende stærk overbevisning står inde for, at lidt selvironi og vid er kransekagens altafgørende top når løjerne står på levendegjort legetøj. Og det er her, Bay og producer Steven Spielberg har brilleret og skabt et 2½-time langt, borende pletskud ind i det indre drengehjete.
Allerede ved filmens spæde begyndelse er smilemusklerne sat i omdrejninger, når legetøjsfirmaet ”Hasbro” (der producerede ”Transformers”-legetøjet) står skrevet i startteksterne. Generelt er det usandsynlig fedt, hvordan man med bevidst ironisk distance har forholdt sig tro til legetøjet, og hvor bare navnene som Megatron og Bumblebee og disse gigantrobotters dybe stemmer fastslår den barnlige ånd, der indhyller filmens hele.
Special-effekterne er der dog, trods sjove karaktertræk hos robotslænget, langt fra sparet på og særligt i filmens halsbrækkende klimaks er det møghamrende imponerende hvor mange missiler der kan krydse hinanden, bygninger der kan jævnes med jorden og drabelige robotter der kan springe rundt og slås samtidig med så stor visuel energi som vi får præsenteret.
Selvom det er giganternes kamp og deres forestilling, får menneskene trods alt masser af spilletid og får givet godt fra sig med solide replikker og fantastisk sjove morsomheder. Særligt filmens talentfulde og karismatiske hovedrolleindehaver, Shia Labeouf, og Anthony Anderson i en som altid fremragende birolle sørger for dette, men også det humorspækkede manuskript der konstant besætter ”Transformers” og sikre tilskueren, at smilet aldrig forlader læben gennem 144 minutter - måske skulle det lige være til fordel for en måben over filmens visuelle strabadser, hvori de slowmotion-baserede er usandsynlige flotte.
”Transformers” er hverken ”Mars Attack’s”, ”E.T” eller ”Terminator”. Den er en mellemting af den slags der, trods sine enkelte mangler, stråler af potentiale til at blive en fremtidig klassiker inden for underholdningsfaget.
07/07-2007
