Mellemspil i Rowlings Tivoli

3.0
Nu har jeg aldrig læst nogen af Harry Potter-bøgerne, men jeg tror, det var lige her, da hun kom til femte bind, at det gik op for J. K. Rowling, at det var en dum idé at love hele verden, at der kom syv bøger i alt. "The Order of the Phoenix" føles i hvert fald meget som en transportetape, for nu at tale Tour-sprog. Godt nok kommer Voldemort stadig tættere på, og Harry finder ud af lidt mere, men ellers virker det som tomgang på vej mod den store finale. Efter filmen sad jeg i hvert fald med en fornemmelse af, at hele sagaen snildt kunne være sluttet nu.

Ud over at der ikke rigtig kommer fremdrift i det store plot, handler det også om, at historien gentager sig selv i uhyggelig grad. Harry skal lære at tage imod hjælp fra sine venner og stole på sig selv, mens Dumbledore forsøger at hjælpe ham ved at ignorere ham. Jamen, var vi ikke allerede der i afsnit to?

Derudover er den selvfølgelig fint og flot lavet, og filmmagerne skal have ros for at have kogt de stadigt længere bøger ned til en acceptabel filmlængde. Men der er ikke den store visuelle rundtur med farver og striber i Rowlings univers, som fireren gav os. Og selv om Voldemort lurer lige om hjørnet, så Harry bliver mere og mere presset, er den ikke lige så dyster og spændende som den tredje film. Den afsluttende store troldmandskamp går fx amok i zap-stråler og swush-effekter uden at blive nervepirrende på nogen måde.

Af gode ting er der Imelda Staunton som Dolores Umbridge, alle tiders sukker-onde tante i hysteriske spadseredragter. Det er også fedt at få Gary Oldman tilbage i en stor rolle, mens Michael Gambon stadig er en fin Dumbledore. De tre hovedroller bliver samtidig dygtigere som skuespillere, nu fint suppleret af Evanna Lynch som spacy Luna Lovegood. Og Natalia Tena er lækker som Nymphadora Tonks.

Men jeg syntes altså, den var lidt tam. David Yates' instruktion er heller ikke stram nok, så det er underligt, at de også har valgt ham til sekseren. Jeg havde ellers glædet mig efter den lovende trailer, og indtil nu syntes jeg, at serien generelt steg i kvalitet fra film til film. Desværre konkurrerer "The Order of the Phoenix" i min verden med "The Chamber of Secrets" om at være den dårligste Harry Potter-film hidtil.
Harry Potter og Fønixordenen