Lige i fjæset, Dubya

Det er selvfølgelig ikke noget tilfælde, at seksualforskeren Alfred Kinseys liv bliver filmatiseret i en tid, hvor nypuritanismen stikker sit hoved så højt op som Det Hvide Hus. "Kinsey" er klart stærkest i de scener, hvor filmen viser, hvad man får ud af at prædike afholdenhed og uvidenhed. Den rammer især plet i en scene, hvor Kinsey har fundet en officiel lærebog, der fortæller, at der er en sammenhæng mellem onani og sindssyge.

Filmen bygger nydeligt op, hvordan en nørdet zoolog bliver til en banebrydende seksualforsker. Linjen fra en undertrykkende, ekstremt puritansk far (fremragende spillet af John Lithgow) til den fordomsfrie forsker er fin. Og Liam Neeson spiller Kinsey godt med den maniske intensitet, der må have været nødvendig for at kaste sig ud i at interviewe flere hundredetusinde mennesker om deres seksualitet.

Desværre knækker filmen lidt over midtvejs, når Kinsey begynder at få modstand. Efter kæmpe succes med sin første bog kommer han under hård kritik i McCarthys USA, da bind to - om kvinderne - udkommer. Der skrider filmen ud og bliver ekstremt rodet, endda kedelig, fordi den ikke kan finde ud af, om det er mennesket Kinsey eller forskeren Kinsey, det egentlig handler om. Instruktør Bill Condon forsøger at gabe over begge dele, og det virker ikke.

"Kinsey" har et dog ekstremt sympatisk budskab og en hel del tankevækkende oplysninger - så selv om den ikke holdt hele vejen, var den trods alt biografturen værd.