Stærkt begær, stærkt skuespil
4.0
Elia Kazan var i sin tid lige så kendt som teaterinstruktør som filminstruktør, og det kan ses i hans instruktion af ”A Streetcar Named Desire” baseret på et stykke af Tennessee Williams. Den kan til tider virke som filmet teater. Men til gengæld har den nogle utroligt stærke skuespilspræstationer.
Ikke mindst af Marlon Brando. Han er skuespilleren manden, hvis værk blev definitionen på god filmskuespil i 1950erne og 1970erne. Han indtager lærredet i rollen som det brutale brød af en mand, Stanley Kowalski, der står som modstykke til Vivien Leighs feminine og forvirrede dame, Blanche DuBois. Blanche opsøger sin søster Stella (Kim Hunter) i et livligt kvarter i New Orleans, hvor søsteren bor samen med sin mand, Stanley. Blanche er desperat og forvirret, og hun holder noget tilbage fra sin fortid. En fortid der langt fra er så pæn, som Blanche foregiver at være. Stanley mistænker hende for at snyde Stella ved at holde penge fra deres arv fra familiegodset tilbage. Men den voldelige Stanley er langt fra selv en engel overfor Stella.
Filmen bæres i høj grad af Vivien Leighs præstation som en aldrende dame, der er kort fra et sammenbrud når som helst. Det er en meget kompleks rolle, der berører nogle store psykologiske dybder. Først mente jeg, at hun spillede teatralsk og overdrevet i en nærmest latterlig grad. Senere kunne jeg se, at det var en del af Blanches personlighed. Vivien Leigh var selv maniodepressiv, og mange af Blanches karaktertræk svarede til beskrivelser af Vivien Leighs egne. Hun må have forstået karakteren på et helt andet plan end jeg. Men alligevel blev det lidt for meget for mig.
Marlon Brando virkede meget mere overbevisende som den simple maskuline Stanley. Han dykker dybt ned i karakteren, som han viser stor forståelse overfor. Han formår at blive karakteren. Skuespillere verden over må have set denne film et utal af gange for at forstå, hvad skuespil går ud på.
Filmen indeholder mange facetter. Man kan lave en hurtig Freud på den. Blanche som over-jeg, Stella som jeg og Stanley som id. Man kan også stille Blanche og Stanley op overfor hinanden som det maskuline og det feminine. Man diskutere alderdom og seksualitet ind i det. Man kan også ganske enkelt og ligetil diskutere, hvad begær gør ved folk. Hvordan mennesker kan eller ikke kan håndtere deres begær. Tennessee Williams giver masser af stof for de interesserede at gå i kast med, og Elia Kazan har formået at gøre det til en ganske flot showcase for skuespil.
Jeg ville gerne udråbe filmen som et mesterværk, men jeg blev ikke interesseret nok i Vivien Leighs karakter. Filmen fortjener dog sin klassikerstatus ikke mindst pga. Williams' kraftige og saftige manuskript.
Ikke mindst af Marlon Brando. Han er skuespilleren manden, hvis værk blev definitionen på god filmskuespil i 1950erne og 1970erne. Han indtager lærredet i rollen som det brutale brød af en mand, Stanley Kowalski, der står som modstykke til Vivien Leighs feminine og forvirrede dame, Blanche DuBois. Blanche opsøger sin søster Stella (Kim Hunter) i et livligt kvarter i New Orleans, hvor søsteren bor samen med sin mand, Stanley. Blanche er desperat og forvirret, og hun holder noget tilbage fra sin fortid. En fortid der langt fra er så pæn, som Blanche foregiver at være. Stanley mistænker hende for at snyde Stella ved at holde penge fra deres arv fra familiegodset tilbage. Men den voldelige Stanley er langt fra selv en engel overfor Stella.
Filmen bæres i høj grad af Vivien Leighs præstation som en aldrende dame, der er kort fra et sammenbrud når som helst. Det er en meget kompleks rolle, der berører nogle store psykologiske dybder. Først mente jeg, at hun spillede teatralsk og overdrevet i en nærmest latterlig grad. Senere kunne jeg se, at det var en del af Blanches personlighed. Vivien Leigh var selv maniodepressiv, og mange af Blanches karaktertræk svarede til beskrivelser af Vivien Leighs egne. Hun må have forstået karakteren på et helt andet plan end jeg. Men alligevel blev det lidt for meget for mig.
Marlon Brando virkede meget mere overbevisende som den simple maskuline Stanley. Han dykker dybt ned i karakteren, som han viser stor forståelse overfor. Han formår at blive karakteren. Skuespillere verden over må have set denne film et utal af gange for at forstå, hvad skuespil går ud på.
Filmen indeholder mange facetter. Man kan lave en hurtig Freud på den. Blanche som over-jeg, Stella som jeg og Stanley som id. Man kan også stille Blanche og Stanley op overfor hinanden som det maskuline og det feminine. Man diskutere alderdom og seksualitet ind i det. Man kan også ganske enkelt og ligetil diskutere, hvad begær gør ved folk. Hvordan mennesker kan eller ikke kan håndtere deres begær. Tennessee Williams giver masser af stof for de interesserede at gå i kast med, og Elia Kazan har formået at gøre det til en ganske flot showcase for skuespil.
Jeg ville gerne udråbe filmen som et mesterværk, men jeg blev ikke interesseret nok i Vivien Leighs karakter. Filmen fortjener dog sin klassikerstatus ikke mindst pga. Williams' kraftige og saftige manuskript.
11/07-2007
