Wie Motten um das Lich
6.0
Sternbergs ”Der Blaue Engel” er Marlene Dietrichs store gennembrudsfilm, det er Tysklands første lydfilm, og så er det en fremragende film om en trist skæbne.
Professor Immanuel Rath (Emil Jannings) er en streng gymnasielærer, der lever højt på sin respekt i samfundet i kraft af sin position. Hans elever er lige kommet i puberteten, og de dyrker noget snavs fra natklubmiljøet, som Rath ikke vil tolerere. Han jager dem på den lokale natklub, Der Blaue Engel, og der møder han natklubpigen Lola (Marlene Dietrich) med nogle lækre ben og en dyb sangsstemme, der emmer af erotik. Da hun flirter med ham i baglokalet, bløder den stive Rath op, og han kan ikke få nok af hende. Men kan den selvhøjtidelige, respektable gamle mand finde lykken i smudset med Lola?
Filmens historie er meget enkel, men den berører flere emner. Den handler både om samfund og klasser, alderdom og ungdom, og så er det en skæbnefortælling om en mands fald. Selv om Marlene Dietrich har masser af karisma, charme og farlig sex appeal, så er det Emil Jannings, der giver filmens største præstation i hovedrollen som Rath. Hans selvhøjtidelighed virker lidt komisk i starten, men efterhånden fatter vi sympati for den arme stakkel, og i filmens sidste scener ser vi for alvor, hvor sølle en mand, han er.
Sternberg bruger oftere ansigtsudtryk end dialog til at udtrykke karakterernes indre. Vi er ikke så langt fra traditionerne fra stumfilm i dette henseende. Der tales med andre ord mere i billeder og bevægelser end i dialog og plotforvikling. Men Sternberg bruger også lydmediet igennem Dietrichs sange, hvis tekster besegler Raths triste skæbne:
”Männer umschwirrn'n mich wie Motten um das Lich. Und wenn sie verbrennen, ja dafür kann ich nicht. Ich bin von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestellt, ich kann halt Lieben nur, und sonst gar nicht."
Denne film er lige så smuk og uforglemmelig som Dietrich i sine unge dage.
Professor Immanuel Rath (Emil Jannings) er en streng gymnasielærer, der lever højt på sin respekt i samfundet i kraft af sin position. Hans elever er lige kommet i puberteten, og de dyrker noget snavs fra natklubmiljøet, som Rath ikke vil tolerere. Han jager dem på den lokale natklub, Der Blaue Engel, og der møder han natklubpigen Lola (Marlene Dietrich) med nogle lækre ben og en dyb sangsstemme, der emmer af erotik. Da hun flirter med ham i baglokalet, bløder den stive Rath op, og han kan ikke få nok af hende. Men kan den selvhøjtidelige, respektable gamle mand finde lykken i smudset med Lola?
Filmens historie er meget enkel, men den berører flere emner. Den handler både om samfund og klasser, alderdom og ungdom, og så er det en skæbnefortælling om en mands fald. Selv om Marlene Dietrich har masser af karisma, charme og farlig sex appeal, så er det Emil Jannings, der giver filmens største præstation i hovedrollen som Rath. Hans selvhøjtidelighed virker lidt komisk i starten, men efterhånden fatter vi sympati for den arme stakkel, og i filmens sidste scener ser vi for alvor, hvor sølle en mand, han er.
Sternberg bruger oftere ansigtsudtryk end dialog til at udtrykke karakterernes indre. Vi er ikke så langt fra traditionerne fra stumfilm i dette henseende. Der tales med andre ord mere i billeder og bevægelser end i dialog og plotforvikling. Men Sternberg bruger også lydmediet igennem Dietrichs sange, hvis tekster besegler Raths triste skæbne:
”Männer umschwirrn'n mich wie Motten um das Lich. Und wenn sie verbrennen, ja dafür kann ich nicht. Ich bin von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestellt, ich kann halt Lieben nur, und sonst gar nicht."
Denne film er lige så smuk og uforglemmelig som Dietrich i sine unge dage.
11/07-2007
