A contender
5.0
”On the Waterfront” er et stykke klassisk Hollywood-drama, når det er bedst. Der er bad guys, der er tyranniske og nederdrægtige, og der er godtfolk, der kæmper en brav kamp for retfærdighed. Men der er også en helt, der er splittet.
Marlon Brando formår faktisk at gøre denne helt så overbevisende, at vi næsten tvivler på, om filmen slutter så forudsigeligt, som der er lagt op til. Næsten. For personerne i Budd Schulbergs historier har det med at træffe det rigtige valg til sidst efter en masse moralske dilemmaer. Se for eksempel også ”The Harder They Fall” filmatiseret med Bogart i hovedrollen som en presseagent for en bokser, hvis kampe alle er arrangeret i hans favør. Men selv om det kan være forudsigeligt, så er det nogle gange virkelig godt og befriende at se retfærdigheden sejre over tyranni og egeninteresser. Specielt når det er så veludført som i ”On the Waterfront”. I ”On The Waterfront” er konflikten nemlig dybt integreret i hovedpersonen. Manden og konflikten bliver to sider af samme sag, da det dramatiske omdrejningspunkt for historien er hovedpersonens moralske dilemma.
Brando giver en kraftpræstation som havnearbejderen og eksbokseren Terry Malloy, der arbejder under den korrupte og kriminelle fagforeningsleder med det arbitrære navn Johnny Friendly (spillet med pondus og format af den storslåede Lee J. Cobb). Dramaet starter lige på og hårdt med, at Friendlys håndlangere inklusiv Terrys bror (Rod Steiger) kaster en af havnearbejderne ud fra et tag, efter Terry har lokket ham ud af sit skjul. Terry troede blot, at de ville true ham, så han er fortørnet, men siger ikke noget. Ingen af havnearbejderne siger noget om Friendlys metoder af frygt for, at de står uden arbejde. Selv ikke da den lokale præst (Karl Malden) tager kampen op med stærke taler og protester. Men da Terry falder for den myrdede havnearbejders søster Edie (Eva Marie Saint), begynder han at indse, at han er blevet udnyttet livet igennem.
I filmens mest berømte scene på bagsædet af en taxi konfronterer han sin bror, der har udnyttet ham med aftalte spil, da Terry var på karrierens højdepunkt: ”I coulda had class. I coulda been a contender. I coulda been somebody, instead of a bum, which is what I am, let's face it..” Et af de mest berømte citater fra en Hollywood-film. En amerikansk drøm der gik til spilde.
Terry-karakteren kunne let være blevet en kedelig stereotyp. De færreste Hollywood-skuespillere i den tid ville kunne spille en blue collar havnearbejder overbevisende. Men Brando sætter så meget kød på karakteren i detaljerne og den måde, han snakker på. Terry har ikke mange brikker at rykke med, men Brando forstår ham fuldt ud, og han forstår, at Terry forsøger at gøre det bedste med, hvad han har.
Det siges, at instruktøren Elia Kazan lavede filmen som en soning for at have angivet røde skuespillere og manuskriptforfattere under McCarthys heksejagt på kommunister. Ikke at filmen har noget med kommunisme at gøre. Handlingen og historien er Hollywood-dramatiseret, og der er langt fra tale om en socialrealistisk skildring af arbejderklassen i 1950erne som i Karel Reisz britiske ”Saturday Night and Sunday Morning”. Men det er nok så tæt på, som Hollywood kan komme. Ikke mindst på grund af Marlon Brandos fremragende skuespil, der har inspireret en hel generation bagefter.
Filmen skal dog ses som et enkelt og ligetil Hollywood-drama med bad guys, good guys og Terry i midten, der må lære at træffe det rigtige valg, selv om det har konsekvenser. Filmen har en enkel og håndfast symbolik med duer, der jages af høge. Lidt en gumpetung symbolik, men det virker. Den hejsekrog Terry har i hånden i filmens sidste scene bliver også en allegori til Terrys gamle våben: en bokser-hook. Nu kæmper han blot for sine medarbejdere i stedet for sig selv.
Men først og fremmest handler filmen om at kræve sin ret og kæmpe imod de tyranniske bøller. Et klassisk lettilgængeligt Hollywood-budskab uden et omsvøb af subtilitet. Det er en film, jeg vil vise mine børn, når jeg engang bliver far, så jeg kan sige: Det er sådan, man bør opføre sig.
Marlon Brando formår faktisk at gøre denne helt så overbevisende, at vi næsten tvivler på, om filmen slutter så forudsigeligt, som der er lagt op til. Næsten. For personerne i Budd Schulbergs historier har det med at træffe det rigtige valg til sidst efter en masse moralske dilemmaer. Se for eksempel også ”The Harder They Fall” filmatiseret med Bogart i hovedrollen som en presseagent for en bokser, hvis kampe alle er arrangeret i hans favør. Men selv om det kan være forudsigeligt, så er det nogle gange virkelig godt og befriende at se retfærdigheden sejre over tyranni og egeninteresser. Specielt når det er så veludført som i ”On the Waterfront”. I ”On The Waterfront” er konflikten nemlig dybt integreret i hovedpersonen. Manden og konflikten bliver to sider af samme sag, da det dramatiske omdrejningspunkt for historien er hovedpersonens moralske dilemma.
Brando giver en kraftpræstation som havnearbejderen og eksbokseren Terry Malloy, der arbejder under den korrupte og kriminelle fagforeningsleder med det arbitrære navn Johnny Friendly (spillet med pondus og format af den storslåede Lee J. Cobb). Dramaet starter lige på og hårdt med, at Friendlys håndlangere inklusiv Terrys bror (Rod Steiger) kaster en af havnearbejderne ud fra et tag, efter Terry har lokket ham ud af sit skjul. Terry troede blot, at de ville true ham, så han er fortørnet, men siger ikke noget. Ingen af havnearbejderne siger noget om Friendlys metoder af frygt for, at de står uden arbejde. Selv ikke da den lokale præst (Karl Malden) tager kampen op med stærke taler og protester. Men da Terry falder for den myrdede havnearbejders søster Edie (Eva Marie Saint), begynder han at indse, at han er blevet udnyttet livet igennem.
I filmens mest berømte scene på bagsædet af en taxi konfronterer han sin bror, der har udnyttet ham med aftalte spil, da Terry var på karrierens højdepunkt: ”I coulda had class. I coulda been a contender. I coulda been somebody, instead of a bum, which is what I am, let's face it..” Et af de mest berømte citater fra en Hollywood-film. En amerikansk drøm der gik til spilde.
Terry-karakteren kunne let være blevet en kedelig stereotyp. De færreste Hollywood-skuespillere i den tid ville kunne spille en blue collar havnearbejder overbevisende. Men Brando sætter så meget kød på karakteren i detaljerne og den måde, han snakker på. Terry har ikke mange brikker at rykke med, men Brando forstår ham fuldt ud, og han forstår, at Terry forsøger at gøre det bedste med, hvad han har.
Det siges, at instruktøren Elia Kazan lavede filmen som en soning for at have angivet røde skuespillere og manuskriptforfattere under McCarthys heksejagt på kommunister. Ikke at filmen har noget med kommunisme at gøre. Handlingen og historien er Hollywood-dramatiseret, og der er langt fra tale om en socialrealistisk skildring af arbejderklassen i 1950erne som i Karel Reisz britiske ”Saturday Night and Sunday Morning”. Men det er nok så tæt på, som Hollywood kan komme. Ikke mindst på grund af Marlon Brandos fremragende skuespil, der har inspireret en hel generation bagefter.
Filmen skal dog ses som et enkelt og ligetil Hollywood-drama med bad guys, good guys og Terry i midten, der må lære at træffe det rigtige valg, selv om det har konsekvenser. Filmen har en enkel og håndfast symbolik med duer, der jages af høge. Lidt en gumpetung symbolik, men det virker. Den hejsekrog Terry har i hånden i filmens sidste scene bliver også en allegori til Terrys gamle våben: en bokser-hook. Nu kæmper han blot for sine medarbejdere i stedet for sig selv.
Men først og fremmest handler filmen om at kræve sin ret og kæmpe imod de tyranniske bøller. Et klassisk lettilgængeligt Hollywood-budskab uden et omsvøb af subtilitet. Det er en film, jeg vil vise mine børn, når jeg engang bliver far, så jeg kan sige: Det er sådan, man bør opføre sig.
11/07-2007
