Plastikdrømme

Sydkoreanske Kim Ki-duk har tidligere lavet film om besættende kærlighed. I "Time" vender han tilbage til temaet, pakket ind i en historie om en kvinde, der forsvinder fra kæresten for at få plastikopereret sig til et nyt ansigt, fordi hun tror, kæresten synes, hun er blevet kedelig.

Det gør kæresten nu ikke, og kvinden er faktisk smuk både før og efter operationen - men det hjælper ikke på hendes manglende selvtillid. Hun spejler sig udelukkende i andres mening om hende, og på den måde bliver "Time" også en film om identitet. Den kvindelige hovedperson mister mere og mere af grebet om sig selv, efterhånden som galskaben sniger sig ind, mens hun klynger sig til kæresten og drømmen om at være i centrum i al evighed. Filmens store styrke ligger i, at det ikke kun er hende, det går skævt med - også kæresten begynder at få sit liv udvisket og være usikker på, hvem der er hvem.

"Time" bygger historien langsomt op, selv om den åbner ret kantet med et skænderi. Den skaber en drømmeagtig stemning, hvor det er tydeligt, at Kim bruger personerne som symboler frem for at forsøge at skabe realistiske karakterer, og hvor scenerne nærmest kører i ring. Men det fungerer fint, når filmen begynder at klikke på plads mod slutningen. Her markerer Kim fx en tydelig pointe i, at alle bliver lige anonyme i et samfund, hvor alle konstant råber på opmærksomhed.

"Time" er en film, der kræver noget af sine tilskuere, men selv om jeg har set bedre ting fra samme instruktør, er det bestemt en interessant sag. Kim Ki-duk er virkelig en mand med sin helt egen filmiske vision.