Afrikansk holocaust
3.0
Paul Rusesabagina er en ægte helt. Under folkemordet i Rwanda gemte han 1.268 mennesker på det luksushotel, han havde ansvaret for, og kæmpede med alle midler, indtil det lykkedes at få stort set dem alle sikkert ud af landet.
Det er helt fundamentalt en god historie, og den er her filmatiseret med Don Cheadle i hovedrollen. Filmen stiller - selvfølgelig - det meget kildne spørgsmål: Hvordan kunne resten af verden bare kigge på, mens knap en million mennesker blev slagtet i løbet af ganske kort tid? Som Nick Noltes kynisk-trætte FN-oberst præcist siger det, da han får ordre til at ikke at gøre noget: "You're black. You're not even a nigger. You're an African. They've abandoned you."
Ikke overraskende er "Hotel Rwanda" stærkest i de scener, der viser glimt af hutu-militsens vanvittige angreb på tutsierne. Der er blandt andet noget meget elegant brug af surround-lyd, som understreger stemningen af forfølgelse. Desværre går meget af filmen med Rusesabaginas forskellige forsøg på at klare ærterne og ikke mindst hans forhold til sin familie. De skal være den menneskelige vinkel, men samspillet mellem Cheadle og Sophie Okonedo som hans kone fungerer ikke, ligesom den virkelige sidehistorie med deres to forsvundne niecer kommer til at virke ekstremt påklistret. Jeg var helt med på, at det her ville være følelsesporno, men det er altså ikke fedt, når det er dårlig følelsesporno. Det gør filmen tung og sløv.
"Hotel Rwanda" har en vigtig historie at fortælle. Den får vist, at Rwanda faktisk var et rigtigt land med rigtige mennesker, der var ganske velfungerende, inden det hele eksploderede. Og den har en skarp pointe i forhold til folk, der tror på medfødte forskelle mellem racer og religioner - for det bliver nemlig understreget, at forskellen mellem hutuer og tutsier er 100% kunstig og noget, de belgiske koloniherrer fandt på.
Men det er altså ikke nogen god film.
Det er helt fundamentalt en god historie, og den er her filmatiseret med Don Cheadle i hovedrollen. Filmen stiller - selvfølgelig - det meget kildne spørgsmål: Hvordan kunne resten af verden bare kigge på, mens knap en million mennesker blev slagtet i løbet af ganske kort tid? Som Nick Noltes kynisk-trætte FN-oberst præcist siger det, da han får ordre til at ikke at gøre noget: "You're black. You're not even a nigger. You're an African. They've abandoned you."
Ikke overraskende er "Hotel Rwanda" stærkest i de scener, der viser glimt af hutu-militsens vanvittige angreb på tutsierne. Der er blandt andet noget meget elegant brug af surround-lyd, som understreger stemningen af forfølgelse. Desværre går meget af filmen med Rusesabaginas forskellige forsøg på at klare ærterne og ikke mindst hans forhold til sin familie. De skal være den menneskelige vinkel, men samspillet mellem Cheadle og Sophie Okonedo som hans kone fungerer ikke, ligesom den virkelige sidehistorie med deres to forsvundne niecer kommer til at virke ekstremt påklistret. Jeg var helt med på, at det her ville være følelsesporno, men det er altså ikke fedt, når det er dårlig følelsesporno. Det gør filmen tung og sløv.
"Hotel Rwanda" har en vigtig historie at fortælle. Den får vist, at Rwanda faktisk var et rigtigt land med rigtige mennesker, der var ganske velfungerende, inden det hele eksploderede. Og den har en skarp pointe i forhold til folk, der tror på medfødte forskelle mellem racer og religioner - for det bliver nemlig understreget, at forskellen mellem hutuer og tutsier er 100% kunstig og noget, de belgiske koloniherrer fandt på.
Men det er altså ikke nogen god film.
12/07-2007
