Avanti popolo og alt det der
4.0
De Røde Brigaders kidnapning af Aldo Moro var vel det absolutte højdepunkt i 70'ernes venstreekstremistiske europæiske terrorisme. Denne italienske film skildrer hændelsen set gennem øjnene på én af de fire kidnappere - Chiara, som er gruppens eneste kvindelige medlem.
"Godmorgen, nat" handler mere om brigadisterne og Moro som mennesker end om det politiske spil omkring kidnapningen. Faktisk klinger begge sider hult - både brigadisterne i deres naive revolutionære stædighed og det italienske politiske liv i deres fordømmelse af kidnapningen. Også paven får et spark med på vejen for sin manglende vilje til at gå ind i sagen.
Hele filmen foregår i den lejlighed, hvor brigadisterne i to måneder holdt Moro fanget, inden de skød ham. I langsomme skud og små klip følger man hverdagen og den spændte stemning i lejligheden - krydsklippet med billeder fra Chiaras fantasi, efterhånden som hun begynder at tvivle på deres forehavende. Det er da også langt ude, at de virkelig troede på, at de kunne starte en folkelig revolution ved at skyde en midtsøgende, populær politiker.
Det er en sær, men fascinerende film. Man er hele tiden tæt på de fem hovedpersoner, men kommer alligevel ikke helt tæt på dem, måske fordi brigadisterne er så langt ude. Maya Sansa er god som Chiara, der virker ekstremt naiv - og Roberto Herlitzka spiller stærkt som Moro, der trods sin desperation bevarer en værdighed til det sidste. Og så er det jo en italiensk film, så filmning og klipning har det der lettere syrede italienske præg.
En politisk film, som ikke er politisk, men i stedet fordømmer den egoisme og snævertsynethed, der styrede begge sider. For søren, hvor så verden dog anderledes ud i 1978.
"Godmorgen, nat" handler mere om brigadisterne og Moro som mennesker end om det politiske spil omkring kidnapningen. Faktisk klinger begge sider hult - både brigadisterne i deres naive revolutionære stædighed og det italienske politiske liv i deres fordømmelse af kidnapningen. Også paven får et spark med på vejen for sin manglende vilje til at gå ind i sagen.
Hele filmen foregår i den lejlighed, hvor brigadisterne i to måneder holdt Moro fanget, inden de skød ham. I langsomme skud og små klip følger man hverdagen og den spændte stemning i lejligheden - krydsklippet med billeder fra Chiaras fantasi, efterhånden som hun begynder at tvivle på deres forehavende. Det er da også langt ude, at de virkelig troede på, at de kunne starte en folkelig revolution ved at skyde en midtsøgende, populær politiker.
Det er en sær, men fascinerende film. Man er hele tiden tæt på de fem hovedpersoner, men kommer alligevel ikke helt tæt på dem, måske fordi brigadisterne er så langt ude. Maya Sansa er god som Chiara, der virker ekstremt naiv - og Roberto Herlitzka spiller stærkt som Moro, der trods sin desperation bevarer en værdighed til det sidste. Og så er det jo en italiensk film, så filmning og klipning har det der lettere syrede italienske præg.
En politisk film, som ikke er politisk, men i stedet fordømmer den egoisme og snævertsynethed, der styrede begge sider. For søren, hvor så verden dog anderledes ud i 1978.
12/07-2007
