Adams ondskab
4.0
Den tredje film, som Anders Thomas Jensen selv har instrueret. Så behøver jeg vel egentlig ikke skrive mere ...
Men denne gang handler det om en præst (Mads Mikkelsen), der er så klippefast i troen, at han slet ikke ser det onde. Han tager sig blandt andet af prøveløsladte kriminelle, og den senest tilkomne er nynazisten Adam (Ulrich Thomsen), der tror på ondskaben og bliver så irriteret over præsten, at han beslutter sig for at knække ham.
Som Anders Thomas Jensens andre film er handlingen bygget op omkring en hovedperson, der er fornuftens stemme - i dette tilfælde nynazisten! - men bliver udfordret af den vanvittige virkelighed og til sidst må erkende, at livet er mere end fornuft.
Og det er som vanligt særdeles morsomt. Jensens sans for sære scener og fantastiske one-liners har det fint. De sidstnævnte bliver i høj grad leveret af Ole Thestrup som den kyniske landsbylæge og Ali Kazim som skydegal tankstationsrøver (noget nær den mest gennemførte indvandrerkliché, jeg har set). Og der er en meget fin satirisk-bibelsk stemning. Titlens æbler er eksempelvis nogle, Adam i vanvare kommer til at love at lave æblekage af. De hænger på et træ uden for kirken - og kombinationen af æbler og kristendom har jo en vis indbygget betydning.
Anders Thomas Jensens formel er dog ved at blive synlig, synes jeg. Jeg blev i hvert fald ikke så overrasket af de vilde plottwists. Og der er næsten for meget symbolik med, selv om det naturligvis er med vilje, at den er mere overlæsset end en Dreyer-film. Men det er egentlig bare argumenter for, at jeg ikke synes, den var helt så god som "Blinkende Lygter" eller "De Grønne Slagtere". I sig selv er "Adams æbler" nemlig en glimrende film - den er hysterisk morsom flere steder og derudover en fin lille historie om at vælge det gode frem for det onde.
Men denne gang handler det om en præst (Mads Mikkelsen), der er så klippefast i troen, at han slet ikke ser det onde. Han tager sig blandt andet af prøveløsladte kriminelle, og den senest tilkomne er nynazisten Adam (Ulrich Thomsen), der tror på ondskaben og bliver så irriteret over præsten, at han beslutter sig for at knække ham.
Som Anders Thomas Jensens andre film er handlingen bygget op omkring en hovedperson, der er fornuftens stemme - i dette tilfælde nynazisten! - men bliver udfordret af den vanvittige virkelighed og til sidst må erkende, at livet er mere end fornuft.
Og det er som vanligt særdeles morsomt. Jensens sans for sære scener og fantastiske one-liners har det fint. De sidstnævnte bliver i høj grad leveret af Ole Thestrup som den kyniske landsbylæge og Ali Kazim som skydegal tankstationsrøver (noget nær den mest gennemførte indvandrerkliché, jeg har set). Og der er en meget fin satirisk-bibelsk stemning. Titlens æbler er eksempelvis nogle, Adam i vanvare kommer til at love at lave æblekage af. De hænger på et træ uden for kirken - og kombinationen af æbler og kristendom har jo en vis indbygget betydning.
Anders Thomas Jensens formel er dog ved at blive synlig, synes jeg. Jeg blev i hvert fald ikke så overrasket af de vilde plottwists. Og der er næsten for meget symbolik med, selv om det naturligvis er med vilje, at den er mere overlæsset end en Dreyer-film. Men det er egentlig bare argumenter for, at jeg ikke synes, den var helt så god som "Blinkende Lygter" eller "De Grønne Slagtere". I sig selv er "Adams æbler" nemlig en glimrende film - den er hysterisk morsom flere steder og derudover en fin lille historie om at vælge det gode frem for det onde.
13/07-2007
