Fængslende feriedage

At se østrigeren Michael Hanekes ”Funny Games” er som at befinde sig midt i et mareridt - et mareridt med den uhyggeligste gru i centrum: Meningsløsheden. Hvorfor skal en harmonisk familie på fire, inklusiv hund, terroriseres på mest bestialsk maner? Hvorfor har gerningsmændene intet motiv? Og Hvorfor... Hvorfor får ikke engang den 7-8-årige dreng lov at slippe? Sådan plejer piben i filmverdenen bestemt ikke at lyde og det er gennemgående forvrængningerne af det velkendte der lader ”Funny Games” fremstå som essensen af ægte, uforfalsket ondskab. I løbet af omkring 100 minutter formår Haneke nemlig at ruske godt og grundig rundt i alt hvad der hedder genreskabeloner og gammelkendte klichéer - og resultatet er overvældende.

Michael Haneke har tidligere udtalt i et interview, at denne film udelukkende er for folk, som har brug for den, og at det er dem, der bør og vil se den til ende. Her mener jeg dog personligt at han undervurderer sine egne kræfter, for ”Funny Games” pålægger fra første til sidste billede sin tilskuer en unik og tvingende tilstand af, at have lyst til at forlade hvad man ser og samtidig føle sig ude af stand til det. Med andre ord agerer filmen som én, lang Ludovico-forestilling, der klasker den ene momentane eller langvarige uhygge mere ubehagelig end den anden op på et par uafvigende øjne. Forskellen er blot at man her har valget mellem at gå eller at blive. Og hvad gør man? - absurd som det lyder, bliver man.

Hvad der får et publikum til at stå igennem vanvid, skrig, hyl, gråd og ondskab, oven i købet strakt ud over syv kvarters spillefilm, lyder som et ubesvarligt spørgsmål. Men svaret må entydigt være at der står en mesterlig udførelse bag. Gennem fortællingen om en far og mor og deres mindreårige søn, der tager på sommerhusferie i et idyllisk kvarter, bliver der usandsynlig sjældent givet ved dørene, hvad angår kompromiser og åndehuller i den konstante beklemthed. Som familien pludselig en dag støder på to velklædte og veltalende unge mænd der spørger om hjælp - og der ikke går lang tid før de to herres intentioner åbenlyst stikker dybere end et lån af fire æg - har man inden længe gjort klart for sig selv, at "Funny Games" er et filmisk besættende jerngreb af den slags, der ikke omfatter løsrivelse.

Ligesom i en anden af Michael Hanekes film, ”Skjult”, er det minimale brug af filmiske anstrengelser på sit højeste, men man sidder her mere end nogensinde tilbage med en følelse af, at passiviteten og minimalismen næppe har været udnyttet bedre. Kameraet der følger den psykiske og fysiske terror inden for hjemmets fire vægge er langsomt og fuldkommen uinteresseret i at dramatisere eller forhøje strabadsernes underholdningsniveau, mens klipningen og de følelsesfremmende underlægningstonerne nærmest duellerer om sparsomheden. Men der er virkelig et kæmpe udbytte at hente i dettes effekt. Et godt eksempel her er musikken, hvor et vitterlig uhyggeligt og rædselsfuldt stykke hardcore-rockmusik (der kan høres i traileren) dukker op tre-fire gange i filmen med enorme mellemrum og ved sin pludselige tilstedeværelse skærer lige ind i nervebanerne som en hidsig rundsav.

Ingen der læser denne anmeldelse må tro, at jeg personligt hold af at se denne film. Det gjorde jeg nemlig under ingen omstændigheder, tvært imod forstyrrede den min nattesøvn i en grad jeg kun mindes fra årevis tilbage. ”Funny Games” må utvivlsomt være en af de absolut mest skræmmende film man kan opdrive - skræmmende i sit billede på en velfriseret ondskab iført polo-shirts og golfhandsker, sin fremvisning af ”the worst case scenario” og ikke mindst skræmmende i sin helvedes mangel på begrundelse - men den er også en bekræftelse af hvordan en film kan manipulere og overbevise, endda selvom den (som her) afmystificerer og næsten nedværdiger sig selv som film ved at køre på metaplanet.
Haneke tager hen mod slutningen et par måske lidt søgte drejninger i disse baner, men de fungerer efter min mening til fulde og i overraskende overensstemmelse med hvad han og filmen vil - nemlig at udstille og omvende den glæde der i stigende grad husere på den moderne, voldslystne filmscene.

Ind imellem dette iskolde kyniske "horrorshow" kunne man uden tvivl fristes til at tage spoleknappen i brug, men lader man fjernbetjeningen forblive uberørt er der med garanti en unik oplevelse i vente, der som en heftig understrøm suger seeren ned i sit håbløse rædselsscenario. Når jeg hylder ”Funny Games” med fem fuldmægtige stjerner og en stor pil op er det deraf med min begejstring for filmens overvældende og nærmest hjemsøgende effektivitet, der midt i en genre af metervare slynger chokbølger gennem marv og ben.