Når klichéer blomstrer
4.0
”The Pink Panther Strikes Again” er til tider et uhæmmet stilstudie i rendyrket morsomhed. En morsomhed, der kreeres af klichéfyldte platheder, der gennem deres egen mangel på intellekt og reel mening, på en eller facon pludselig forekommer seeren hysterisk morsomme. Hvordan kan det for eksempel være morsomt, når en mand træder på rivehovedet og får skaftet op i fjæset? Det er jo åbenlyst en kliché, en overfladisk banalitet, man i grunden bare burde fortrænge med et stift ryst på hovedet.
Problemet med en sådan reaktion ville bare være, at ”The Pink Panther Strikes Again” faktisk er hylende morsom. At den iværksætter sin morsomhed gennem klumpede klichéer og klodsede kommentarer, kan i dette tilfælde nemlig kun føjes til listen over uomtvistelige genialiteter. For hvor ville denne verden være gennemsyret af trivialitet og indelukkethed, hvis ikke de kulturelle produkter af og til turde forbigå alle kvalitetskriterier og overskride grænsen for dumhed, samt skabe et uintellektuelt produkt, man som seer fortrænger kort efter, man har oplevet det. Det går i ”The Pink Panther Strikes Again” i alt tilfælde kun ud på at underholde. Og det i gennem gennemtærskede standardjokes, der ved hjælp af filmens mod – og en helt igennem forrygende Peter Sellers - pludselig får nyt liv.
Hvorfor ”The Pink Panther Strikes Again” ikke beriger sig med flere end fire stjerner, skyldes i bund og grund den momentant lidt for tunge fokusering på kernehistorien, der i mine øjne havde set bedre ud som et minimalt, revnet fundament. Det grundlæggende problem med historiens formtagen er nemlig, at humoren synes at forbigås og morsomhedskilden - i plathederne - ikke tages i samme uhæmmede brug. Det er selvfølgelig ubeskriveligt ærgerligt, men det hindrer på ingen måde filmen i at efterlade et forrygende humoristisk indtryk alligevel. Også selvom man glemmer det igen.
Problemet med en sådan reaktion ville bare være, at ”The Pink Panther Strikes Again” faktisk er hylende morsom. At den iværksætter sin morsomhed gennem klumpede klichéer og klodsede kommentarer, kan i dette tilfælde nemlig kun føjes til listen over uomtvistelige genialiteter. For hvor ville denne verden være gennemsyret af trivialitet og indelukkethed, hvis ikke de kulturelle produkter af og til turde forbigå alle kvalitetskriterier og overskride grænsen for dumhed, samt skabe et uintellektuelt produkt, man som seer fortrænger kort efter, man har oplevet det. Det går i ”The Pink Panther Strikes Again” i alt tilfælde kun ud på at underholde. Og det i gennem gennemtærskede standardjokes, der ved hjælp af filmens mod – og en helt igennem forrygende Peter Sellers - pludselig får nyt liv.
Hvorfor ”The Pink Panther Strikes Again” ikke beriger sig med flere end fire stjerner, skyldes i bund og grund den momentant lidt for tunge fokusering på kernehistorien, der i mine øjne havde set bedre ud som et minimalt, revnet fundament. Det grundlæggende problem med historiens formtagen er nemlig, at humoren synes at forbigås og morsomhedskilden - i plathederne - ikke tages i samme uhæmmede brug. Det er selvfølgelig ubeskriveligt ærgerligt, men det hindrer på ingen måde filmen i at efterlade et forrygende humoristisk indtryk alligevel. Også selvom man glemmer det igen.
15/07-2007
