Je ne regrette rien

Edith Piaf er en af de store kunstnere, hvis dramatiske liv har været oplagt at filmatisere. Der er stormende forelskelser, tragiske misbrug, en opvækst på et bordel uden forældre og en storslået stemme, der har medført en fantastisk karriere.

Marion Cotillard giver den hele armen og resten af kroppen med i rollen som sangfuglen og divaen Edith Piaf. Hun spiller Edith både som ung værtshus- og cabaretsanger og i hendes sidste dage som opslidt og syg stofmisbruger, der havde en stor sang i sig, selv på det allersidste.

Instruktøren af ”La Mome” er den tidligere musikvideoinstruktør Olivier Dahan, der har et par halvdårlige og middelmådige film med i bagagen. Men i ”La Mome” skaber han en interessant film i kraft af Marion Cotillards stærke skuespil, en flot cinematografi af Nagata Tetsuo og en interessant klipning, der springer frem og tilbage i Piafs turbulente liv. Ofte klippes der til billeder af hende, der sidder stille i en kørestol i sin sommerbolig, så man skal tro, at vi ser hendes tilbageblik på øjeblikkene i hendes liv.

Og sikke et liv. Som barn på et bordel eget af sin bedstemor blev Piaf næsten blind. Hendes far, der afleverede hende hos bedstemoren, kom og hentede hende senere og tog hende med til sit liv på gaden som akrobat og slangemenneske. Hun var involveret i underverden, og hendes karriere gik næsten i stå, da hendes bekendte myrdede cabaretejeren (Gerard Depardieu), der opdagede hendes talent. Hun forelskede sig stormende i en bokser (Jean-Pierre Martins) i New York, men deres forhold blev kortvarigt, da han styrtede ned i et fly. Da hun var på karrierens højdepunkt kom hun ud for en bilulykke, og smerterne derfra sendte hende ud i et misbrug af morfin. Selvdestruktion, kærlighed, svigt, succes. Og det mest dramatiske og tragiske i hendes liv fortælles først til sidst i filmen som den manglende brik, der får hele spillet til at gå op.

Filmen virker ikke så forceret dramatisk som de fleste film af denne art. Piaf var en viljestærk kvinde, der formåede at udtrykke sin styrke i sin kraftige sang. I filmens mange optrædener er det Piafs egen sang, der bruges. Men Marion Cotillard lægger så meget kraft og liv i sin mimik, at man skulle tro, at stemmen var hendes. Hendes præstation bærer filmen, der også har nogle svage steder.

”La Mome” er som sagt klippet interessant, men det føles ikke altid lige stærkt, når livshistorien præsenteres i brudstykker. Sammenhængen er ikke altid så stærk. Desuden er filmen også en tand for lang med to timer og tyve minutter. På den ene side føles det for kort til at gennemgå så dramatisk et liv. Men på den anden side bliver det for langt, da vi får den ene lidt overfladiske gennemgang af en episode i Piafs' liv efter den anden uden at komme i dybden med det hele.

Instruktøren Olivier Dahan er ikke blevet et navn, som jeg vil gå efter fremover. Det er Marion Cotillard til gengæld.