Kulørt film om en overlever
3.0
Paul Verhoeven er tilbage i Europa efter mere end 20 år i USA, men han har taget sine Hollywood-manerer med tilbage over Atlanten. "Zwartboek" er nemlig et langt stykke ad vejen et melodrama i bedste Hollywood-guldalderstil, og den er da også både den dyreste og mest indtjenende hollandske film nogensinde. Filmen følger en ung jødisk hollandsk kvinde, der under 2. Verdenskrig går med i modstandsbevægelsen, bliver sat til at infiltrere det regionale Gestapo-hovedkvarter og dér opdager en flok sammensvorne, som udnytter jødeforfølgelserne til at dræbe rige jøder og stjæle deres formuer.
"Zwartboek" bliver fortalt med store armbevægelser, filmet i en farvemættet, 40'er-agtig stil, som giver et romantisk skær til en ellers grum historie. Verhoeven har aldrig været kendt for at holde på effekterne, og selv om det her er et højtsvunget melodrama, har "Zwartboek" stadig typiske Verhoeven-træk som eksplicit vold, sex og klamhed. Det er kun få andre instruktører, som ville understrege heltindens forvandling til modstandsspion ved vise, at hun afbleger sin kønsbehåring - eller gøre den værste Gestapo-mand ekstra usympatisk ved at vise ham, når han nøgen står og pisser.
Til gengæld synes jeg desværre også, det er typisk Verhoeven, at han har prioriteret de enkelte scener og effektjageriet over helheden. Det går over stok og sten og er rigtig underholdende, men efterhånden som filmen nærmer sig slutningen, begynder der at opstå større og større huller i plottet, når trådene skal samles. Selve slutsekvensen er dog rigtig fin, men på det tidspunkt havde "Zwartboek" i mit hoved bevæget sig fra seriøs krigsfilm til kulørt melodrama. Der er ellers mange interessante ting i den, bl.a. at den hverken fremstiller Gestapo som ubetinget onde eller modstandsfolkene som ubetinget gode. Det drukner bare i den store farvelade.
Men det er altså temmelig underholdende undervejs, og om ikke andet er den værd at se for Carice van Houten, der har en stor hovedrolle som heltinden. Hun er i øvrigt ét af de navne, der nævnes som mulig førstepige i den næste James Bond.
"Zwartboek" bliver fortalt med store armbevægelser, filmet i en farvemættet, 40'er-agtig stil, som giver et romantisk skær til en ellers grum historie. Verhoeven har aldrig været kendt for at holde på effekterne, og selv om det her er et højtsvunget melodrama, har "Zwartboek" stadig typiske Verhoeven-træk som eksplicit vold, sex og klamhed. Det er kun få andre instruktører, som ville understrege heltindens forvandling til modstandsspion ved vise, at hun afbleger sin kønsbehåring - eller gøre den værste Gestapo-mand ekstra usympatisk ved at vise ham, når han nøgen står og pisser.
Til gengæld synes jeg desværre også, det er typisk Verhoeven, at han har prioriteret de enkelte scener og effektjageriet over helheden. Det går over stok og sten og er rigtig underholdende, men efterhånden som filmen nærmer sig slutningen, begynder der at opstå større og større huller i plottet, når trådene skal samles. Selve slutsekvensen er dog rigtig fin, men på det tidspunkt havde "Zwartboek" i mit hoved bevæget sig fra seriøs krigsfilm til kulørt melodrama. Der er ellers mange interessante ting i den, bl.a. at den hverken fremstiller Gestapo som ubetinget onde eller modstandsfolkene som ubetinget gode. Det drukner bare i den store farvelade.
Men det er altså temmelig underholdende undervejs, og om ikke andet er den værd at se for Carice van Houten, der har en stor hovedrolle som heltinden. Hun er i øvrigt ét af de navne, der nævnes som mulig førstepige i den næste James Bond.
17/07-2007
