Det storartede hverdagshelvede
5.0
Det mest mundane er også tit det mest komplekse. Det er taglinen for filmen om den gnavne arkivar Harvey Pekar, der skriver en tegneserie om sit liv med den sarkastiske titel, ”American Splendor”. Filmen ”American Splendor” er en filmatisering af tegneserien, hvor Paul Giamatti spiller Harvey Pekar. Den virkelige Pekar dukker også op midt i det hele og kommenterer hele foretagendet både i en voice over og i en snak med filmens instruktører, Shari Springer Berman og Robert Pulcini. Filmen blander derfor skuespillere og dramatisereing med virkelige excentrikere, og det er ikke altid til at sige, hvem der overgår hvem.
Pekar er en type, som man kan genkende fra mange pladeforretninger, boghandler, tegneseriebutikker og andre steder for ensomme samlere. Han droppede ud af universitetet og er nu en arkivar på et hospital, hvor han er omgivet af andre excentriske typer. Han er en storsamler af jazz-plader og tegneserier, og efter et par forliste forhold er han endt som en meget ensom mand, der kan finde alverdens ting at brokke sig over som gamle jødiske damer i køen, der kan diskutere priser i evigheder med kassedamen.
Men i modsætning til mange andre ensomme, indelukkede brokkerøve finder Pekar forløsning i at skrive tegneserier, da han kan se, at hans gode ven Robert Crumb (James Urbaniak) har fået succes med det. Tegneserierne handler netop om hans almindelige, ensomme hverdag, og hvad han nu kan finde at brokke sig over. Eller poesien i sin hverdag. Trods lidt succes som undergrundstegneserieforfatter er han er dog stadig ensom, indtil en skæv eksistens i kvindelig udgave dukker op i hans liv, tegneseriefanen Joyce (Hope Davis). Det giver selvfølgelig mindst lige så mange problemer at være i et forhold, så der er endnu mere stof at skrive om.
Giamatti frembringer Pekars bitre, sarkastiske, ensomme væsen så godt og så smukt, at han er fuldt ud overbevisende, selv om de ikke fysisk ligner hinanden. Men Pekar er vant til at se sig selv i forskellige former, som forskellige tegnere har bragt hans historier og dermed ham selv til live i forskellige inkarnationer.
Filmen er en hyldest til de skæve eksistenser og til problemerne i livet. Her er et semivirkeligt liv, som man kan tage at føle på i stedet for et ideal med superkræfter. Faktisk føles det virkelige nogle gange mere sært end det fantastiske. Tag for eksempel übernørden Toby (Judah Friedlander), der som en fiktiv rolle virker så overdrevet sær og nørdet, at man tror der er tale om en karikatur. Så viser filmen os lige bagefter den virkelige Toby Radloff, der er endnu mere sær og nørdet end sit fiktive modstykke. Det er fantastisk at få det serveret på denne måde.
Selv om filmen handler om alt det sure og bitre i livet, så er den mest af alt bittersød, da man ikke kan andet end holde af ironien og karaktererne. Derudover har filmen et lækkert, lækkert soundtrack af virkelig god jazz. ”American Splendor” er ikke bare en sjov komedie med sarkastisk bidende pointer om hverdagen for de ”normale” mennesker i USA. Filmen skal heller ikke bare ses for det virkelig gode skuespil af Giamatti, der frembringer essensen af Pekar med mimikken alene. Det, der er virkelig splendid ved ”American Splendor”, er den livsbekræftende gnist, man mærker bag Harvey Pekars gnavne facade i alle hans inkarnationer.
Pekar er en type, som man kan genkende fra mange pladeforretninger, boghandler, tegneseriebutikker og andre steder for ensomme samlere. Han droppede ud af universitetet og er nu en arkivar på et hospital, hvor han er omgivet af andre excentriske typer. Han er en storsamler af jazz-plader og tegneserier, og efter et par forliste forhold er han endt som en meget ensom mand, der kan finde alverdens ting at brokke sig over som gamle jødiske damer i køen, der kan diskutere priser i evigheder med kassedamen.
Men i modsætning til mange andre ensomme, indelukkede brokkerøve finder Pekar forløsning i at skrive tegneserier, da han kan se, at hans gode ven Robert Crumb (James Urbaniak) har fået succes med det. Tegneserierne handler netop om hans almindelige, ensomme hverdag, og hvad han nu kan finde at brokke sig over. Eller poesien i sin hverdag. Trods lidt succes som undergrundstegneserieforfatter er han er dog stadig ensom, indtil en skæv eksistens i kvindelig udgave dukker op i hans liv, tegneseriefanen Joyce (Hope Davis). Det giver selvfølgelig mindst lige så mange problemer at være i et forhold, så der er endnu mere stof at skrive om.
Giamatti frembringer Pekars bitre, sarkastiske, ensomme væsen så godt og så smukt, at han er fuldt ud overbevisende, selv om de ikke fysisk ligner hinanden. Men Pekar er vant til at se sig selv i forskellige former, som forskellige tegnere har bragt hans historier og dermed ham selv til live i forskellige inkarnationer.
Filmen er en hyldest til de skæve eksistenser og til problemerne i livet. Her er et semivirkeligt liv, som man kan tage at føle på i stedet for et ideal med superkræfter. Faktisk føles det virkelige nogle gange mere sært end det fantastiske. Tag for eksempel übernørden Toby (Judah Friedlander), der som en fiktiv rolle virker så overdrevet sær og nørdet, at man tror der er tale om en karikatur. Så viser filmen os lige bagefter den virkelige Toby Radloff, der er endnu mere sær og nørdet end sit fiktive modstykke. Det er fantastisk at få det serveret på denne måde.
Selv om filmen handler om alt det sure og bitre i livet, så er den mest af alt bittersød, da man ikke kan andet end holde af ironien og karaktererne. Derudover har filmen et lækkert, lækkert soundtrack af virkelig god jazz. ”American Splendor” er ikke bare en sjov komedie med sarkastisk bidende pointer om hverdagen for de ”normale” mennesker i USA. Filmen skal heller ikke bare ses for det virkelig gode skuespil af Giamatti, der frembringer essensen af Pekar med mimikken alene. Det, der er virkelig splendid ved ”American Splendor”, er den livsbekræftende gnist, man mærker bag Harvey Pekars gnavne facade i alle hans inkarnationer.
17/07-2007
