Intellektuel idioti
5.0
Hvis der er noget, jeg kender til, så er det arrogante akademikertyper, og Jeff Daniels gør det perfekt som et intellektuelt dumt svin i ”The Squid and the Whale”.
Noah Baumbachs film er baseret på hans egne barndomsminder fra sine forældres skilsmisse i New York i 1980erne. Han har formået at gøre et meget tragisk og seriøst emne til en dødsskarp og dødsskæg film.
Bernard (Jeff Daniels) og Joan (Laura Linney) bruger børnene i kampen mod hinanden i deres skilsmisse. Faren køber en lejlighed et stykke fra morens lejlighed, og børnene skal bo begge steder på grund af delt forældremyndighed. De handler bestemt ikke efter børnenes interesse, når de deler deres liv op og kæmper om, hvem der har dem hvornår. Men der er megen misundelse imellem Bernard og Joan, der begge har Ph.D'er i litteratur, og som begge er forfattere. Bernard har ikke udgivet noget i lang tid (efter et skænderi med sin agent, der ikke var knicks-fan), og Joan er ved at få udgivet sin første bog. Måske er det i virkeligheden årsagen bag skilsmissen.
Den yngste søn Frank (Owen Kline) klynger sig til moren, mens den ældste søn Walt (Jesse Eisenberg) opfører sig som deres arrogante far. Faren viser tydeligvis kun interesse for den ældre søn, der først er blevet interessant, nu hvor faren kan få ham til at være intellektuel med franske film og Kafka. Joan er nu ikke meget bedre, da hun har været Bernard utro i længere tid. Da det går op for dem, at Frank er blevet temmelig forstyrret af skilsmissen, skyder hun straks skylden på Bernard. Hun lader ellers selv til at været mere optaget af sine affærer end sine børn.
De to forældres mangel på ansvarsfølelse er meget tragisk, men Baumbach gør dem også enormt sjove. Specielt Bernard der opfordrer sin søn til at gå efter engangsknald i stedet for et fast forhold til den søde Sophie (Halley Feiffer). Da han hører om kæresten, spørger han: ”Is she a Knicks fan?” Så meget for de intellektuelle snobbers forståelse af værdierne her i livet.
Noah Baumbachs film er baseret på hans egne barndomsminder fra sine forældres skilsmisse i New York i 1980erne. Han har formået at gøre et meget tragisk og seriøst emne til en dødsskarp og dødsskæg film.
Bernard (Jeff Daniels) og Joan (Laura Linney) bruger børnene i kampen mod hinanden i deres skilsmisse. Faren køber en lejlighed et stykke fra morens lejlighed, og børnene skal bo begge steder på grund af delt forældremyndighed. De handler bestemt ikke efter børnenes interesse, når de deler deres liv op og kæmper om, hvem der har dem hvornår. Men der er megen misundelse imellem Bernard og Joan, der begge har Ph.D'er i litteratur, og som begge er forfattere. Bernard har ikke udgivet noget i lang tid (efter et skænderi med sin agent, der ikke var knicks-fan), og Joan er ved at få udgivet sin første bog. Måske er det i virkeligheden årsagen bag skilsmissen.
Den yngste søn Frank (Owen Kline) klynger sig til moren, mens den ældste søn Walt (Jesse Eisenberg) opfører sig som deres arrogante far. Faren viser tydeligvis kun interesse for den ældre søn, der først er blevet interessant, nu hvor faren kan få ham til at være intellektuel med franske film og Kafka. Joan er nu ikke meget bedre, da hun har været Bernard utro i længere tid. Da det går op for dem, at Frank er blevet temmelig forstyrret af skilsmissen, skyder hun straks skylden på Bernard. Hun lader ellers selv til at været mere optaget af sine affærer end sine børn.
De to forældres mangel på ansvarsfølelse er meget tragisk, men Baumbach gør dem også enormt sjove. Specielt Bernard der opfordrer sin søn til at gå efter engangsknald i stedet for et fast forhold til den søde Sophie (Halley Feiffer). Da han hører om kæresten, spørger han: ”Is she a Knicks fan?” Så meget for de intellektuelle snobbers forståelse af værdierne her i livet.
17/07-2007
