Det ER størrelsen, det kommer an på...
3.0
Brett Leonard, som tidligere har givet os den tankevækkende og ganske underholdende "Manden med plæneklipperen", giver os med med Feed noget af det mest vamle og opkastfremkaldende længe set. Filmen bliver først rigtigt skræmmende i finalen, men leverer undervejs klamme - men ganske ublodige - scener nok til at stoppe ethvert indtag af føde undervejs i filmen.
Phillip er en betjent på sammenbrudets rand, hvor privatlivet handler mere om fysisk begær og had end sammenhøringhed. I hans politiarbejde kommer han på sporet af en ung mand med endnu mere rod i skallen, som under dækker af, at have en hjemmeside med rigtigt store - og her menes virkelig flæskefede - kvinder til de fyre, som nu kan lide den slags, kører et spil, hvor han feder kvinderne op til de dør. Ud fra info om blodtryk, vægt og andet godt kan man placeres penge på, hvor lang tid de ultrafede kvinder holder inden de kvæles i deres eget fedt.
Feed er en ubehagelig film at sidde igennem. Allerede fra start ser man kvinder så fede, at de ikke kan løfte sig fra sengen blive stopfodret med kalorier i spandevis. Alt sammen med en lettere seksuel og samtidigt psykopatisk undertone. Carter som feder kvinderne op er som en gud for dem, og de tigger og beder om mere "feed me, feed me!!!". Det er særdeles klamt at se på en 300 kilo tung kvinde æde burgere en masse, mens en ung fitnesstrænet mand kærtegner hendes krop. Og dette er så inden hele aspektet med at fede dem op til de kvæles kommer ind i billedet. Feed vil forfærde os, og det lykkes. Især filmens 20 lange finale er kvalm at sidde igennem, men det er netop filmens styrke. Her forfærdes man ikke kun over det vammel tema, men også over det menneskelige sinds potentiel syge indhold personificeret i filmens skurk.
Filmen er dog langt fra uden fejl. Hele setup'et omkring Phillips smertefulde fortid og dysfunktionelle parforhold er ikke specielt vellykket eksikveret og fylder for meget i filmen. Det er tydeligvis Brett Leonards agenda at få os til at tvivle på, hvem af de to hovedpersoner der er skurk og helt. Jo mere vi nærmer os slutningen forsvinder denne tvivl dog, da Alex O'Loughlins Carter efter en mindre stærk start vokser sig til et fuldgodt monster. Han gør virkelig filmens sidste tredjedel skræmmende.
Der ud over er skuespillet kun nogenlunde. Patrick Thompson, som spiller vores "helt" og i øvrigt også er medforfatter på manus, vinder nok ikke en Oscar i denne omgang. Helt galt er det med Sherly Sulaiman, der giver den som Carters asiasiske kone. Noget af det ringeste skuespil meget længe. Til gengæld yder Gabby Millgate som den kæmpestore Deidre en både gribende og modig præstation.
Feed starter svagt men slutter stærkt. Den er mere vammel og kvalm end uhyggelig og skræmmende. Den sidste halve time formår Brett Leonard dog at hæve spændingsniveauet væsentligt. Filmen skal roses for en anderledes og meget lidt mainstream tilgang til seriemordertemaet. Denne omgang vil ikke glide let ned hos ret mange. Dens kvaliteter er dog heller ikke mere udtalte end, at den nok heller ikke når ud til en bred flok af filmseere. Slutspurten i de sidste 20 min. hiver den lige op på 3 små stjerner.
Phillip er en betjent på sammenbrudets rand, hvor privatlivet handler mere om fysisk begær og had end sammenhøringhed. I hans politiarbejde kommer han på sporet af en ung mand med endnu mere rod i skallen, som under dækker af, at have en hjemmeside med rigtigt store - og her menes virkelig flæskefede - kvinder til de fyre, som nu kan lide den slags, kører et spil, hvor han feder kvinderne op til de dør. Ud fra info om blodtryk, vægt og andet godt kan man placeres penge på, hvor lang tid de ultrafede kvinder holder inden de kvæles i deres eget fedt.
Feed er en ubehagelig film at sidde igennem. Allerede fra start ser man kvinder så fede, at de ikke kan løfte sig fra sengen blive stopfodret med kalorier i spandevis. Alt sammen med en lettere seksuel og samtidigt psykopatisk undertone. Carter som feder kvinderne op er som en gud for dem, og de tigger og beder om mere "feed me, feed me!!!". Det er særdeles klamt at se på en 300 kilo tung kvinde æde burgere en masse, mens en ung fitnesstrænet mand kærtegner hendes krop. Og dette er så inden hele aspektet med at fede dem op til de kvæles kommer ind i billedet. Feed vil forfærde os, og det lykkes. Især filmens 20 lange finale er kvalm at sidde igennem, men det er netop filmens styrke. Her forfærdes man ikke kun over det vammel tema, men også over det menneskelige sinds potentiel syge indhold personificeret i filmens skurk.
Filmen er dog langt fra uden fejl. Hele setup'et omkring Phillips smertefulde fortid og dysfunktionelle parforhold er ikke specielt vellykket eksikveret og fylder for meget i filmen. Det er tydeligvis Brett Leonards agenda at få os til at tvivle på, hvem af de to hovedpersoner der er skurk og helt. Jo mere vi nærmer os slutningen forsvinder denne tvivl dog, da Alex O'Loughlins Carter efter en mindre stærk start vokser sig til et fuldgodt monster. Han gør virkelig filmens sidste tredjedel skræmmende.
Der ud over er skuespillet kun nogenlunde. Patrick Thompson, som spiller vores "helt" og i øvrigt også er medforfatter på manus, vinder nok ikke en Oscar i denne omgang. Helt galt er det med Sherly Sulaiman, der giver den som Carters asiasiske kone. Noget af det ringeste skuespil meget længe. Til gengæld yder Gabby Millgate som den kæmpestore Deidre en både gribende og modig præstation.
Feed starter svagt men slutter stærkt. Den er mere vammel og kvalm end uhyggelig og skræmmende. Den sidste halve time formår Brett Leonard dog at hæve spændingsniveauet væsentligt. Filmen skal roses for en anderledes og meget lidt mainstream tilgang til seriemordertemaet. Denne omgang vil ikke glide let ned hos ret mange. Dens kvaliteter er dog heller ikke mere udtalte end, at den nok heller ikke når ud til en bred flok af filmseere. Slutspurten i de sidste 20 min. hiver den lige op på 3 små stjerner.
17/07-2007
